Grænser for ansvar - Susanne Holmström

de stærke kommunikative mønstre og forventningsstrukturer, jeg her fremanalyserer. Det er denne uoversku-
elighed af polycentrerede kommunikative processer, der udgør det samfund, jeg fremskriver.
" ( ) : :
Når samfundsansvar således begribes som samfundets selvreferentielle ansvar, åbnes blikket for, at sam-
fundsansvar vil kunne tage vekslende ækvivalente former efter de vekslende udfordringer, samfundets fort-
sættelse stiller sig. På tidsdimensionen ser vi i det empiriske felt, at samfundsansvar ændrer betydning over
tid i vekslende sondringer som ækvivalerende ydelser 126 , efterhånden som fortsættelsen af samfundets domi-
nerende kommunikation stiller ændrede betingelser for sin fortsættelse – når de sondringer, samfundsansvaret
aktiverer, får dysfunktionelle træk. Når den bærende sondring i et begreb ikke fungerer – dvs tenderer til at
hæmme eller blokere de kommunikative processer – ændres den tilsyneladende (eller begrebet forsvinder
som ressource for kommunikationen). Vi ser, hvordan det ellers taget-for-givne samfundsansvar i erhvervsli-
vet ud fra distinktionen ’samfundsansvar ingen indtjening’ (hvor erhvervslivet ser sig som samfundsansvar-
ligt, når indtjeningen (og lovgivningen) opfyldes) i 1960erne begynder at blive fremmed-iagttaget med nye
problematiserende sondringer: ’Samfundsansvar indtjening’. Mod periodens slutning artikuleres sondringen
bredt som ’bredere samfundsansvar ingen indtjening’ (fx Citat 116; Citat 117; Citat 130). Når vi således
iagttager samfundsansvar som et begreb; dvs som kondenseret mening, der ligger som ressourcer i kommu-
nikationen og aktiverer bestemte iagttagelsessondringer (Andersen 1999:142ff), ser vi, hvordan begrebet i er-
hvervslivet i den iagttagede periode reformuleres og gives ny mening. Den umarkerede side af begrebet syn-
liggøres, modbegreber markeres, så sondringen kan tematiseres i kommunikationen. Iagttagelsen af ’sam-
fundsansvar’ aktiverer alternativets form. Begrebets mening gøres til genstand for forhandlings- og beslut-
ningsprocesser.
Samfundsansvar ændrer ikke sin betydning som samfundets ansvar for sig selv i min teoretiske grundanalyse,
men ændrer i den samfundsmæssige kommunikation sit betydningsindhold over tid i sondringer, der sand-
synligvis modsvarer de skiftende problemer med at fortsætte kommunikationsprocesserne i skiftende stadier
af samfundsformationens evolution. Med den funktionelle analyse griber vi ind til samfundsansvarets funkti-
on, og netop ved at se funktionen i forhold til samfundets evolution vil vi kunne forstå det vekslende betyd-
ningsindhold; samfundsansvaret som vekslende sondringer, med samme funktion i behold: At fortsætte og
fremme de kommunikative processer, der udgør samfundet. Tilsvarende vil vi kunne se, hvordan samfunds-
ansvar som selv- og polykontekstreferentiel selvregulering sætter ind i den iagttagede periode som supple-
rende funktionelt ækvivalerende kontingenskontrol til lovgivningens fremmedreferentielle selvregulering. (Se
videre VII.2.2.1.)
" ( + $
Vi kan se samfundsansvar som en sondring, hvis kontingensreducerende funktion er med til at legitimere, og
som skal ses i reference til den lededifference, der indfletter distinktionen i sin selvlegitimerende iagttagel-
sesskematik. Det giver, som vi skal se, samfundsansvar som skiftende iagttagelsessondring på den ene side
en konfliktfyldt, men på den anden side en særlig fleksibel dynamik både over tid og sted. Samfundsansvar
bliver en selvlegitimerende funktion – hvilket er en naturlig følge af socialsystemers operative lukkethed –,
men ud fra vekslende programmer. Som legitimerende funktion kan vi netop temporalisere samfundsansvaret
og se det som led i en læreproces, der løbende omstrukturerer forventningerne til samfundsansvaret. Men
9 - % + . C !$ 2 ! ! * % ! ; & % )
! !@ % ! ; & 2 ! ) +
" ; & " ! C .
171