Grænser for ansvar - Susanne Holmström

fremmediagttagelser af erhvervslivet (Figur 89). Distinktionens yderside bliver atter usynlig. Den ses ikke
mere som alternativets form. Sondringen har stabiliseret sig. En ny mening er kondenseret.
) (#
Den polykontekstuelle dynamik ser jeg således som aktiveret af den basale differentieringsdynamik. Når in-
terdependensen bliver en iagttagelsesform i de uddifferentierede systemer som en forudsætning for indepen-
densen, så øges den intersystemiske kompleksitet og dermed systemernes sensitivitet. Den stigende oplevelse
af interdependens fører til et højere irritabilitets-niveau. Det fører til hyper-irritation med sandsynlighed for
overdreven og forvrænget resonans. Vi ser, hvordan det udløser aflastende dynamikker; rutiner, som indbyg-
ger interdependente iagttagelsesformer i de independente systemer.
Det funktionelt differentierede samfunds drivkraft er independensen. Det sandsynliggør – selv når den evolu-
tionære bevægelse som iagttaget går hen imod interdependente iagttagelsesformer som et generelt træk i de
uddifferentierede funktionssystemer – forestillinger om gensidige magtkampe; magtkampe ikke i en intentio-
nel, antropocentrisk forstand, men magtkampe forstået som de sociale processers selvreferentielle, selvorga-
niserende kamp om størst mulig udbredelse af den virkelighedsforståelse, som et funktionssystem konstitue-
rer.
I det blik bliver spørgsmålet: Hvem har vundet terræn i denne evolutionære bevægelse? Jeg antyder to svar.
For det første, at det må aflæses af de enkelte funktionssystemers egne iagttagelser. Her ser det ud til, at de
evolutionære sociale processer glimrer ved at gøre hvert af funktionssystemerne til vinder i eget funktions-
specifikt perspektiv.
Vi kan tolke politiksystemets iagttagelser derhen, at de nye regnskabsformer, mærkningsordninger og den
’frivillige’ selvregulering i økonomien forstås som en udbredelse af den politiske kommunikation, som det fx
fremgår i begreber som den politiske virksomhed, den politiske forbruger osv, og ved at inddrage erhvervsli-
vet i en social ansvarlighed.
Vi kan tolke protestkommunikationens iagttagelser derhen, at man ser at have vundet terræn gennem delta-
gelse i forhandlinger og som anerkendt stakeholder både i politiksystemet og i erhvervslivet.
Vi kan tolke de nyhedsmediale iagttagelser derhen, at man tilsvarende ser at have vundet terræn gennem den
voksende resonans, den nyhedsmediale kommunikation synes at foranledige i det øvrige samfund, hvor man i
voksende omfang synes at lægge sig op ad de nyhedsmediale selektionskriterier.
I erhvervslivet kan vi tilsvarende tolke iagttagelserne om voksende ’frivillig’ selvregulering forstået som en
vinderposition i forhold til politiksystemet. NGOere opfattes som ’radar’. Nyhedsmedia forstår man at regu-
lere ved at knytte an til nyhedsmedias funktionsspecifikke selektionskriterier.
For det andet, at økonomien med sin særlige dynamik og pengemediet, der i bemærkelsesværdig høj grad fa-
ciliterer kommunikation, har nogle egenskaber frem for andre funktionssystemer. Det er her, vi kan sandsyn-
liggøre økonomiens store og voksende udbredelse i verdenssamfundet – og formentlig også kan imødese nye
evolutionære modprocesser for at sikre det funktionelt differentierede samfunds fortsættelse.
Men overliggende bliver svaret, at vinderen er det funktionelle differentieringsprincip. Vi kan se, at truslen
mod de funktionelle grænsesætninger – som først den stivnede independens sammen med den voksende gen-
sidige afhængighed, og derefter kontingenserklæringen fører med sig – afværges gennem evolveringen af re-
fleksion og følgelig den polykontekstreferentielle selvregulerende kontingenskontrol. Kort: At funktionssy-
stemerne lærer at tage gensidige hensyn for hver især at undgå indblanding; for hver især at kunne udvikle
343