Grænser for ansvar - Susanne Holmström

med overlejring af andre temaer: ’Gøre som de andre afvige fra normen’. At beslutte om værdiledelse, af-
rapportering osv aflaster den paradoksale situation: At skulle beslutte om at beslutte om beslutningsduelighe-
den. (Vi ser tilsvarende – paradoksalt – en stor handlekraft – dvs beslutningsduelighed – demonstreret, bl.a.
når den tidligere standardkommentar: ”Ingen kommentarer” afløses af: ” Vi tager det fulde ansvar og vil
straks gøre noget ved sagen”.
På den sociale dimension ser vi, hvordan den kontra-aktive fase først negligerer den kontingenserklærende
omverden. Efterhånden lægges beslutningen med begrundelsen ’vi bliver nødt til’ uden for systemet. I den
refleksive fase ses det, at alle kun kan beslutte ud fra hver deres beslutningspræmisser – at beslutningen alene
hviler i beslutningen. Kontingensen kommer til syne. Beslutningen gøres nødvendig med begrundelsen ’vi
bør’, og/eller lægges ud i forhandlingsfora, partnerskaber, stakeholdermodeller. I god praksis fasen lægges
beslutningen tilsyneladende ud til andre, som har besluttet om beslutningen. Nu besluttes ud fra ’tingenes til-
stand’; beslutningen gøres igen nødvendig.
8 2 3 F
!
2
2
5 2
%
- 6 !
5 $ E
. 5
5 $ :
:
0% 2
Figur 91: Afparadokseringer af beslutningskommunikationen.
2
* $ , :
: 2
E
:
350
2
9
2
2
6 2
: 2
3
6
2
1 2
/ 5
På tidsdimensionen ser vi, at beslutningen om beslutningen i den kontra-aktive fase overlejres af temporale
forskelle: Beslutningsprocessen opdeles i stadier. I den refleksive fase gøres blind over for det paradoks, at
beslutningen hviler i den fortid, der tages afstand fra – ved eksplicit at tage afstand fra fortiden. I god praksis
fasen overlejres det temporale paradoks: At beslutninger om fremtiden hviler i fortiden – gennem tilsynela-
dende at beslutte ud fra andres erfaringer.
+ +
Nu vil det ikke være mit postulat, at evolutionen forløber entydigt og ens for alle virksomheder. Evolution af
et nyt virksomhedsparadigme er en lang proces, hvis stadier er parallelforskudte i forskellige brancher og re-
gioner og afhængig af den individuelle virksomheds historie. De to forhold, organisationers autopoietiske
konstitution og polyvalens, betyder stort flimmer i billedet, mange blinde pletter og afparadokseringer, for-
skellige fortællinger og verdensbilleder, når man iagttager det empiriske felt. For hvordan kan vi forklare, at
nogle erhvervsvirksomheder tidligt antager det ny samfundsansvar og andre først 20 år efter, når vi samtidig