Grænser for ansvar - Susanne Holmström

satoriske beslutningsprocesser, men refleksion er en risikabel affære for et socialsystem. Den kan betyde
blottelser og ofre på det korte sigt som indsats for eksistensen på det lange sigt. For ultimativt er grænserne
ikke alene i spil – de er på spil. Og refleksion ikke alene sætter grænserne i fare – den er også ressourcekræ-
vende. Den ’flerdobler’ kommunikationsprocesserne og er kun for særlige tilfælde. Socialsystemiske proces-
ser vil stræbe efter at sikre grænserne, og det betyder at aflaste den refleksive selviagttagelse i den basale
selvreference, refleksiviteten. Grænserne restabiliseres ud fra idealerne i det refleksive stadie, men kontek-
sten er glemt af systemhukommelserne. Tilbage står rutiner, modeller, standarder, rapporteringsformer som
strukturer, der udvikles og fortættes.
Jeg mener, man kan tale om at rutinisere refleksionen i informationsbearbejdningsprocesserne, således at der
indbygges faste tjeklister og forhandlingsrutiner i organisationssystemerne for omverdenshensyn i stedet for
den løbende refleksive proces, og paralleliserer med Luhmanns karakteristik af forskellige omverdensanaly-
ser som parasitær refleksion. Luhmann anfører, at refleksion også bruges under andre, mere ’parasitære’
(Luhmann 1999:129-130) semantikker, hvor systemets enhed ganske vist formuleres til forskel fra noget an-
det, men ud fra markedet, og det forstås som økonomisystemets interne omverden, altså en ’egenværdi’. Her
drejer det sig hovedsageligt ”om temporære sondringer inden for økonomisystemet, så som før/efter-
sammenligninger, interventionseffektiagttagelser, trendudsagn osv”, mens refleksionen af systemets enhed
relaterer sig til systemet som delsystem i samfundssystemet, dvs ”til sin funktion, sine samfundsmæssige
ydelser, til de deraf udgående farer og instabiliteter, til den funktionsnødvendige autonomi og til de alligevel,
men da netop funktionsnødvendige, givne interdependenser”. Jeg inddrager denne sondring for at antyde, at
stakeholdermodeller kan betragtes netop som ’parasitær’ refleksion – og ikke som den egentlige, rationali-
tetsgenererende refleksion. Snarere er det økonomiens spejl af sig selv, altså refleksivitet og ikke refleksion.
7 - /
, .
Figur 69: Parasitær og egentlig refleksion.
* -
Det betyder også, at immunforsvaret over for offentligheden har haft sin effekt (jf Figur 81). Det kan i mit
blik forstås som en del af samfundssystemets afværgemekanismer. Blev kontingenserfaringen for domine-
rende et element i samfundskommunikationen, ville grænserne sættes i fare.
306