Grænser for ansvar - Susanne Holmström

ikke betale’, så er man ikke i stand til at iagttage, om denne sondring kan betale sig eller ej. Det er den blinde
plet i økonomiens iagttagelse – og den nødvendige blinde plet for opbygning af specifik kompleksitet:
! (;;"$(>% B(
Når et socialsystem – hvad enten vi her taler om de uddifferentierede funktionelle samfundsdelsystemer eller
organisationer – ses som et kommunikativt netværk, der holdes sammen af en særlig logik, et særligt betyd-
ningsmønster, sker socialsystemets forståelse af sin legitimitet og samfundsansvar ud fra dette særlige per-
spektiv, som er den blinde plet. Det er også den blinde plet, som selvforståelsen og omverdensiagttagelsen
ikke kommer uden om – eller bag om. Den åbne iagttagelse hviler i den lukkede kommunikation. De uddiffe-
rentierede funktionelle systematikker fortolker verden fra hver sine særlige perspektiver og kan ikke andet.
Og fortolkningerne får ’væsenskvalitet’, bliver virkelighed – og tilmed den rigtige og eneste monovalente
virkelighed:
5 &
B" !3 "### $>)%
Thyssen refererer her til hhv det økonomiske (penge) og det politiske (magt) funktionssystem (jf II.4.2), men
den systematiske blindhed gælder for alle sociale iagttagelser; iagttagelsesskematikker er forudsætningen for
erkendelse. Men iagttagelsen er blind for sin egen blindhed og ser ikke, at der kan anlægges andre perspekti-
ver, som konstruerer andre virkeligheder. Den monokontekstuelle iagttager ser verden ud fra et snævert, en-
tydigt perspektiv. Det fører – som jeg vil fremanalysere senere – til konflikter, fjendebilleder, kontra-aktion.
Et centralt problemfelt bliver derfor balancen mellem udelukkelse fra det sociale synsfelt og sensitivitet.
Hvordan bevares den blinde plet i lededifferencen samtidig med, at iagttagelsesskematikken udvider sin sen-
sitivitet over for de omverdensbelastninger, blindheden medfører?
" " B .
Iagttagelsessondringen muliggør en præcisering af det, jeg lokaliserer generelt som en stærk, usynliggjort
drivkraft i de sociale processer og mere specifikt vil fremanalysere som drivende i den evolution, jeg iagtta-
ger: Paradokset – et af socialsystemteoriens bærende begreber. Den sociale konstruktion baserer sig i para-
dokser. Fra oprindelsen, hvor de sociale sandsynligheder opstår af usandsynligheden (jf II.2.1.4) – dvs at no-
get er sandsynligt, fordi det er usandsynligt. Videre i det paradoks, at kommunikationssystemer (socialsyste-
mer) er åbne, fordi de ikke er åbne (lukkede). Til det forhold, at vort nuværende samfunds formprincip base-
rer sig i den paradoksale situation, at samfundets subsystemer – funktionssystemerne – kun kan bevare deres
independens gennem interdependensen. Den sociale konstruktion hviler således tilsvarende i uendelige ræk-
ker af afparadokseringsbestræbelser, som afværger, at paradokserne synliggøres og blokerer samfundskom-
munikationen, så hele den paradoksalt baserede sociale konstruktion bryder sammen.
Det ellers så uudgrundelige og afskrækkende begreb paradoks får en central plads i en teori, som frejdigt be-
skriver, hvordan netop fordoblingen af usandsynlighed fører til sandsynlighed (Luhmann 1984/2000:158), og
ser man det i øjnene i stedet for at undgå det, kan det i mit blik medvirke til at afdække mange tvetydigheder,
/ * ; ! $ ! + ) ! + $ ! * % & ! *" ! ! !
+ $ ! * % ' D + ; * + $ ! ! . U % ! P U& ! $ )
U 2 + ! P U& ! ! + ! ! ! ; ' < + $ ! .
U * ! P U ! U 2 + ! P U' ) + $ ! * " $ ! ' ; &
'
/ Q ! % $2 . #Q ! % + * " % & ! & ! + * ! ! &
! !% '#
59
6