Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Således bliver sociale bevægelser en supplerende mekanisme, især hvor politik og ret tilsyneladende ikke
længere udvikler tilstrækkelig kompleksitet til at sikre samfundets fortsættelse; altså hvor den normale vej for
sikring af samfundets fortsatte autopoiese gennem videreudvikling af kompleksitet synes blokeret. Luhmann
taler om, at sociale bevægelser til forskel fra ret repræsenterer ’en overvejende moderne adfærd’ (Luhmann
1984/2000:459; Hellmann 1996:11). Tilsvarende om, at protest ’relaterer sig til vedvarende problemer i vort
samfundssystem’ hvor politikken ikke er sin opgave voksen, dvs ikke tilvejebringer tilstrækkelige alternati-
ver for de demokratiske beslutningsprocesser: Derfor synes ’udenomsparlamentarisk opposition’ at være på-
krævet (Hellmann 1996:10).
Sætter vi således protestkommunikationen ind i en sammenhæng, der ser evolutionen af det funktionelt diffe-
rentierede samfund mod accelererende kompleksitet, tyder meget på, som Luhmann bemærker, ”at vi forelø-
bigt må leve med denne dualitet af angstkommunikation og funktionskommunikation” (Luhmann 1996, opr.
1985:63). Det betyder ikke fastlåste konfliktende positioner, men både en evolution i forholdet mellem prote-
sterende og dominerende kommunikation over tid i den iagttagede periode, og evolvering af funktionelle
ækvivalenter til protesten i funktionskommunikationen selv. Jeg vil vise det i fremanalyseringen af evolutio-
nen i del 6.
3) Kobling til nyhedsmedia; fornyelse af tema: For det tredje bliver protestkommunikationen i særlig grad af-
hængig af de strukturelle koblinger til massemedia. I min rekonstruktion bliver det således bl.a. sådan, at a)
funktionssystemer på trods af konstitutionen i dynamiske processer er stive og konserverende og hverken
forandrings- eller tilpasningsorienterede, b) protestkommunikationen i sine forsøg på at sætte sig uden for
samfundet og tilsvarende moralen med postulat om ubetingede værdiforestillinger og en priviligeret position
har vanskeligt ved at aktivere kommunikation, som skaber forandring; og desuden med sin forankring i det
intolerante 1. ordens perspektiv snarere irriterer til konfrontation og konflikt end til forhandling. Først når
protest- og moral-kommunikation kobler strukturelt især til den nyhedsmediale kommunikation med ekspo-
nering i nyhedsmedierne, dvs til et funktionssystem, begynder ’dominoeffekten’ i samfundets funktionssy-
stemer. Der gribes tilsyneladende først an i den dominerende kommunikation, når protestens kompleksitet
netop reduceres til konflikt, til følelser, til moral og dermed kobler strukturelt med det nyhedsmediale system
(se V.2.5), hvorigennem temaet spreder sig videre ud i samfundets funktionelle kommunikation.
Her kan vi yderligere relatere til udbredelsesmediernes globalisering, som giver den nyhedsmediale kommu-
nikation over protestmoralens temaer en udbredt resonans. Atter kan vi gribe til Brent Spar i 1995, som ikke
uden globaliseringen af udbredelsesmedierne havde nået den iagttagede effekt. Men først og fremmest bely-
ses forholdet mellem protestbevægelser og deres relation til massemedierne og dermed den offentlige me-
ning. Her får protesten resonans – men det kan omvendt også slide protestens temaer op (jf Hellmann
1996:20).
4) De sociale bevægelsers bæredygtighed; hvor protesten antager funktionelle træk: Netop i disse stærke
strukturelle koblinger til massemedia ser vi, hvordan sociale bevægelser kan sejre sig ihjel. Med et medie-
samfunds indbyggede egendynamik i protesttemaer bliver protestbevægelser kun temporær systemdannelse,
som ikke i sin oprindelige version er kompatibel med en stabilisering i organisationssystemets form. Sociale
bevægelser er netop bevægelser – socialsystemer, som etablerer sig midlertidigt omkring et protesttema, som
protest til forskel fra hvad systemets kommunikation protesterer imod.
Her vil jeg dog pege på, at vi kan se en evolution i den iagttagede periode. Hvor alternative bevægelser ikke
slides op på kravene om nye temaer, antager de funktionelle træk og stabiliserer sig bredere over temaet
’samfund omverden’, altså over den økologiske difference – overvejende enten som ’samfund mennesker’
220