Grænser for ansvar - Susanne Holmström

med den præmis, at kommunikationssystemer kun kan tilpasse sig til sig selv – således også i ændringerne i
forventningerne til samfundsansvaret. Det er forhold, vi må gøre vores analytiske optik følsom for, når vi
iagttager, hvordan erhvervslivet siden 1960erne er blevet afkrævet en bredere samfundsansvarlighed, og
hvordan corporate social responsibility, corporate citizenship er blevet mainstream formler for bedre kon-
kurrenceevne i erhvervslivet.
Jeg ser således samfundsansvarlighed som en delmængde af legitimiteten; ansvarliggørelsen som en del af
legitimeringsprocesserne, som styrer kommunikationen hen, hvor samfundet sandsynliggør fortsættelsen af
sit formprincip. Min rekonstruktion af de processer, der aktiveres under samlebegrebet samfundsansvar, bli-
ver en omvending af de umiddelbare empiriske iagttagelser, der tolker samfundsansvar ud fra hensyn til 1)
den ikke-samfundsmæssige omverden som horisont (mennesker, miljø, dyrevelfærd), men også ud fra 2)
’fællesinteressen’ (altså en monocentral forestilling). Tilsvarende kan vi lokalisere de belastninger, der akti-
verer iagttagelsen af samfundsansvar: Enten 1) som udtryk for, at (a) samfundet ER mere i fare for, at den
samfundseksterne base svigter; altså en faktisk ekstern belastning, dvs en ontologisk forklaring; eller at (b)
samfundet OPLEVER sig selv som mere truet af sine egne omverdensbelastninger end før. Eller 2) - som ud-
tryk for, at samfundsinterne forhold belaster samfundet – når det empirisk tematiseres, at ’særinteressen’
(økonomien, erhvervslivet, virksomheder) må tage hensyn til ’fællesinteressen’.
I min analyse vil jeg ikke kunne afgøre, om samfundet faktisk belaster sin omverden mere end tidligere, og at
vi her kan lokalisere årsagen til den iagttagede periodes relegitimeringsprocesser omkring iagttagelser af er-
hvervslivets samfundsansvar. Hvordan samfundseksterne forhold end måtte være, kan samfundet kun se sin
omverden ud fra sin kommunikativt betingede iagttagelsesoptik. Derimod kan jeg fremanalysere en større so-
cial sensitivitet over for omverdenen; men kan kun begrunde den i samfundsinterne forhold. Ser vi sam-
fundsansvar som samfundets eksterne hensyn må vi inddrage den præmis, at samfundskommunikationen nok
kan tematisere intentioner om sådanne hensyn, men altid kun vil kunne se og bearbejde sådanne forhold selv-
referentielt. Med den polycentriske optik tillægges samfundsansvaret et ansvar for samfundet, men sam-
fundsansvaret bliver samfundets ansvar for sig selv til forskel fra ansvar for den ikke-sociale omverden, og til
forskel fra menneskets ansvar 127 . Tilsvarende, når vi i det empiriske iagttagelsesfelt ser samfundsansvaret te-
matiseret med forestillinger om samfundet som en fælles interesse og et helhedsperspektiv, rekonstruerer jeg
det til ansvaret for fortsættelsen af samfundets uddifferentiering til forskel fra forestillinger om en fælles inte-
resse, om et helhedsperspektiv. Det vil jeg vise i næste kapitel. Den bærende pointe, jeg herfra vil føre videre,
er, at ser vi hensynet til miljø, mennesker eller fællesinteresse som betydningen af tematiseringen af sam-
fundsansvar, så ser vi ikke den sociale dynamik, der er den egentlige drivkraft. Således vil jeg gøre min optik
yderligere følsom over for de samfundsinterne problemer, der kan aktivere samfundsansvarligheden.
For yderligere at kunne indkredse de sociale processer, som vi ser aktivere relegitimeringsprocesser og syn-
liggøre samfundsansvaret i den iagttagede periode, bliver det nødvendigt at se samfundsansvar ikke kun som
i dette kapitel ud fra samfundets basale konstitution i kommunikation (’samfundets fortsættelse kommunika-
tionens ophør’), men ud fra samfundskommunikationens særlige formprincip i nyere tid, den funktionelle dif-
ferentiering (’det funktionelt differentierede samfunds fortsættelse den funktionelle kommunikations op-
hør’). I næste kapitel indkredser jeg derfor samfundsansvaret i forhold til samfundets historiske formprincip –
det funktionsdifferentierede samfund. Først her kan optikken gøres følsom over for mulige problemløsninger,
som samfundets selvorganiserende processer vil følge.
8 I ; ; % + 5 % 5 + & % & 5 % '# ,- % 77= . =0
172