Grænser for ansvar - Susanne Holmström

I den nykonventionelle fase er de polykontekstuelle strukturelle koblinger stabiliseret som polykontekstrefe-
rentiel selvlegitimering. Forudsætningen for en sådan selvregulering er en polycentreret samfundsselvbeskri-
velse, der vægter interdependensen som forudsætning for independensen – og omvendt.
) +
For det andet ser jeg, at feltets strategiskift i de gensidige iagttagelser ændrer resonans- og irritationsbelast-
ningerne. Det igen udløser skiftende funktionelle ækvivalenter som aflastningsstrategier.
/& * 6* & 3 ' &/ & 3 '
8 2 ↓ /5 (
- ↓ & " 2 "
2
↓ & 1 : 2
:
328
9 9
Figur 80: Vekslende polykontekstuelle resonansproblemer undervejs i evolutionen – og tilsvarende funktionelle ækvivalenter
som aflastningsstrategier i en bevægelse som forsvar imod hyperirritation og overdreven eller fordrejet resonans.
I den konventionelle fase fungerer interrelationen netop konventionelt med en gensidig respekt ud fra 1. or-
dens kommunikation. Også i fremmediagttagelserne opleves de independente områder som opfyldende deres
samfundsansvar.
I den kontra-aktive fase ser vi, hvordan ”der reageres mod de autoriteter, der præger samfundet”. 1. ordens
fremmediagttagelserne skifter fra ”autoritetstro” til fordomsfuldhed og fjendebilleder, som skaber et stort po-
tentiale for resonansforskydninger og -forvrængninger. Her bliver konflikten mellem oplevelsen af sam-
fundsansvar i selv- og fremmediagttagelserne tydelige. Forsvarsstrategien er lukninger; vi ser, hvordan egen
grænse erklæres nødvendig, ikke kontingent. Det viser sig over tid imidlertid som en utilstrækkelig strategi.
Brent Spar bliver tilsyneladende den ultimative illustration af utilstrækkeligheden.
I den refleksive fase skaber alliancer og 2. ordens kommunikation med øgede systemåbninger potentiale for
overdreven resonans. Det synes 2. ordens iagttagelsen at afveje med sit potentiale for en mere afbalanceret
både selv- og fremmediagttagelse.
I god praksis fasen aflastes den risikable og ressourcekrævende 2. ordens kommunikation af 1. ordens iagtta-
gelsen, som imidlertid – som det er set i den kontra-aktive fase – omvendt øger risikoen for overdrevne reso-
nansforvrængninger, når informationer knytter an til et systems kommunikation. Det modsvares af, at selv-
iagttagelsen hviler i en rutiniseret refleksion, hvor systemerne har garderet sig med rutiniserede strukturelle
koblinger og rutiner for resonans ved tillidstjek.
) B 7 $ 8
I det polykontekstuelle samspil lægger jeg ud med offentlighedsoptikken, fordi jeg forstår denne optik som
samfundssystemets markering og kontingenserklæring af sine funktionelle grænsesætninger på det tidspunkt,
hvor samfundets differentiering bliver et problem for sig selv. Offentlighedsoptikken har i min systemteoreti-
ske rekonstruktion den funktion at fremme samfundets dynamik og variation – og det vil i mit blik på den
5