Grænser for ansvar - Susanne Holmström

" /5
Mine iagttagelser begynder mod slutningen af 1960erne. Jeg sætter symbolsk starten for den udvikling, jeg
iagttager, til Studenteroprøret i Paris 1968. Begivenheden blev symbolet for oprøret ”mod de autoriteter, der
præger samfundet”:
... nyeste træk i udviklingen er græsrødderne, meget forskellige bevægelser, men med eet fælles træk: De reagerer mod
de autoriteter der præger samfundet.
Citat 1: Professor Thorkil Kristensen, fhv. finansminister, fhv. generalsekretær for OECD i bogen ”Lederskab og græsrødder”
(Poulsen 1983).
Konsensus-forestillinger afløses af konfliktperspektiver. Hierarkiske strukturer anfægtes:
Det var disse episoder (det lokale danske studenteroprør, sh), som vakte offentlighedens opmærksomhed gennem presse
og andre massemedier. Og som derigennem også påvirkede Folketingets politikere og andre samfundsforvalteres holdning
til studenter- og ungdomsoprøret, som i de samme år manifesterede sig internationalt i talrige lande. Demonstrationerne,
der herhjemme fik et betydeligt mindre militant forløb end for eksempel i USA og Frankrig, var dog kun ydre udtryk
for en ny generations reaktion mod etablerede autoriteters forvaltning af det repræsentative demokrati. Den følte sig
’fremmedgjort’ overfor beslutninger ovenfra, som ikke svarede positivt på unges krav – det var mere end et generationsoprør,
det var en udfordring til vort samfunds ledelsesvirke – i dag kan man vel sige: Et krav om ’nærdemokrati’.
Citat 2: Rektor for Københavns Universitet sætter demonstrationer i og omkring 1968 i perspektiv 10 år efter (Fog
1978:141).
I 1972 vækker rapporten ”Grænser for vækst” opmærksomhed 106 . Rapporten konkluderer, at hvis væksten i
forbruget af klodens ressourcer ikke bringes til ophør, bryder systemet sammen før år 2100, og tolkes som et
udtryk for den tiltagende skepsis over for industrialismens vækstparadigme. Småt er smukt er i 1975 mottoet
for englænderen E.F. Schumachers bog ”Vækst eller velfærd: Økonomisk udvikling med mennesket i cen-
trum” (Schumacher 1975). ”Hvis vi vil ud af vækstens dilemma, er det derfor ikke nok at angribe væksten,”
lyder argumentet. ”Den er kun symptomet. Det er selve den økonomiske grundholdning, som skal erstattes af
en ny livsform” (Poulsen 1983:171).
Hvor erhvervslivet mere eller mindre uproblematiseret har kunnet legitimere sig ved at opfylde sit snævre
økonomiske ansvar inden for lovgivningens rammer, sættes ansvar og ansvarlighed til debat: Det kan ikke
være acceptabelt, at økonomien skal belaste resten af samfundet – direkte eller indirekte. Hvorfor skal er-
hvervslivet ikke tage større hensyn til mennesker og miljø?
Vi får tilsyneladende et konfliktforhold mellem erhvervslivet og store dele af det omgivende samfund, men
erhvervslivet står uforstående – ifølge danske erhvervsøkonomiske forskeres analyse af tiden forankret i et
konventionelt konsensusbillede af samfundet:
Det er sandsynligt, at en ikke ringe del af erhvervslivets åbenbare imageproblemer er opstået som følge af, at dette erhvervsliv
alt for længe (med vilje?) har fæstnet lid til konsensusbilledet af det danske samfund. Et yderligere uheldigt
forhold er, at dansk erhvervsliv mere eller mindre forgæves har søgt at overbevise omgivelserne om, at ’vi er alle i samme
båd’. Herved er kimen til konflikt opstået, nemlig en troværdighedskløft.
Citat 3: Erhvervslivet hænger fast i et konsensusbillede af det danske samfund, konstaterer den erhvervsøkonomiske lærebog
’Virksomhed og omverden” (Christensen, Dalum et al. 1982:16-17).
Begrebet ‘corporate social responsibility’, erhvervslivets samfundsansvar, bliver explicit italesat og proble-
matiseret – men kun af erhvervslivets omverden, mens en problematisering afvises af erhvervslivet. I er-
hvervslivet synes forståelsen den, at samfundsansvaret af sig selv er opfyldt med indtjeningen.
9 + + " 2 < % 1 O % !;& " "" & !
" & + ! ! ,< 5 & < 5 78 0'
111