Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Sideløbende etableres mærkningsordninger som regulerende strukturelle koblinger mellem især politik eller
NGO og erhvervsliv. De lanceres tilsvarende som frivillige og sikres resonans i erhvervslivet gennem øko-
nomiske argumenter. I Danmark lancerer Socialministeriet i 2001 en mærkningsordning, Det sociale Indeks,
med argumentationen, at ”det sociale ansvar er også ... et konkurrenceparameter, hvor virksomheder med en
miljømæssig, etisk og social profil får de bedste medarbejdere, får mere opmærksomhed fra investorer, for-
brugere, pressen osv” (Citat 116, mk). NGOere bruger lignende argumentation for mærkningsordninger. Fx
lancerer miljøorganisationerne (WWF, Nepentes) sammen med erhvervslivet det bæredygtige certifikat
Forest Stewardship Council (FSC 2002) som er en garanti for, at træ og træprodukter ikke kommer fra bela-
stede områder. Her ser vi i øvrigt også partnerskabsforholdet stabiliseret med tilbud om at opfylde virksom-
heders ”behov for assistance til PR, markedsføring og påvirkning af miljøpolitikken fra NGOere med indsigt
i FSCs standarder” (www.wwf.dk 2002-07-27).
Det ser det ud til, at de ny regnskabs- og mærkningsformer fra erhvervslivets omverdenssystemer i feltet iagt-
tages som en stabilisering af alternative reguleringsinstrumenter, der fra den fremmedreferentielle lovgivning
evolverer til at blive set som polykontekstreferentielle, selvlegitimerende beslutningspræmisser. I erhvervsli-
vet muliggør det rutinisering, aflaster informationsbearbejdningsprocesserne og kommunikeres selvreferenti-
elt. Det er strukturer, som oversætter samfundsansvarligheden til det økonomiske sprog, og som er med til at
afstemme forventninger og reducere den usikkerhed, som den refleksive fase indebærer.
Den overgribende fælles semantik i feltet omfatter fortsat størsteparten af den refleksive fases semantiske
rum, men begreberne bruges efterhånden ureflekteret og moralsk neutraliseret. En ny semantik stabiliserer
sig med vægten på begreber som sociale regnskaber, stakeholder-regnskaber, tredobbelt bundlinie, bench-
marking, verifikation, certificering, mærkning, good practices, management tools. Semantikken afspejler,
hvordan grænsetemaet går fra fokus på erhvervslivets ansvar til fokus på praksis-rutiner for erhvervslivets
ansvar. Konteksten glemmes i systemhukommelsen. Kun beslutningspræmisserne fikseres.
Som jeg ser det, kan vi også tale om en rutinisering af nyhedsmedias rolle. Efterhånden som det er oplevet,
hvor fordrejet en resonans nyhedsmedia kan betyde med de funktionsspecifikke selektionskriterier såsom
konflikt og skandale, synes samfundets øvrige iagttagere at gardere sig med en rutinisering af de strukturelle
koblinger til nyhedsmedia og af bearbejdningsprocesserne af informationer genereret i blikket på nyhedsme-
dia. Allerede i de tidligere stadier har vi set tendensen.
Det opleves, at den nyhedsmediale opmærksomhed rammer vilkårligt. Vi kan forstå det som en funktion, der
genererer tillid i det hyperkomplekse samfund, fordi nyhedsmedia
(;;= $+>2+2+