Grænser for ansvar - Susanne Holmström

udleveret, hyperirriteret, i fare for at blæse sig op til ’immens ukontrollabel egenkompleksitet’ (Luhmann
1986:208) 146 .
Det betyder, at selv om økonomisystemet er lukket om sin egen verdensforståelse og på det plan er indepen-
dent, og vi ikke kan tale om ’gennemgribskausalitet’: Så er økonomisystemet på den anden side ’hjælpeløst’
åbent for omverdensforstyrrelser i det øjeblik, de kan ses med økonomiens relevanskriterier. Her gælder altså
en udløserkausalitet, og økonomien kan ikke selv kontrollere de omverdensanledninger, der udløser opbyg-
ningen af resonansen. Kan der tjenes penge på at producere bæredygtigt mærket træ, bliver økonomien bære-
dygtig. Trues interdependensen – afskæres økonomisystemet fra nødvendige ressourcer som fx råvarer, ar-
bejdskraft, viden, politisk opbakning på grund af dårligt omdømme – så etableres etiske kodekser. Således
sikres fortsættelsen af økonomiens kommunikationsprocesser. (Mere om denne dynamik i næste del.)
Netop med de stærke interdependenser funktionssystemerne imellem er økonomisystemet højsensitivt. Gan-
ske vist kan økonomisystemet kun frembringe resonans med sin egen kode – men når informationer udløser
kode-specifikke operationer, er den næsten værgeløs. Netop fordi økonomien ikke kan erstatte eller erstattes
af andre funktionssystemer, begunstiger og belaster økonomien og andre funktionssystemer hinanden gensi-
digt. Problemer forskyder sig løbende fra et system til et andet. Netop med stigningen af independenser og
tilsvarende interdependenser, af uafhængighed og tilsvarende afhængighed kan risikoen lokaliseres til situati-
onen, hvor operative og strukturelle udligninger ’blæser de enkelte systemer op til immens, ukontrollabel
egenkompleksitet’.
På trods af – eller netop i kraft af – polycentreringen ser vi en stor sensitivitet systemerne imellem og stærke
kommunikative interdependenser. Små forandringer i et system kan gennem resonans udløse ’immense’ for-
andringer i et andet (Luhmann 1986:221-222).
Jeg tænker igen eksempelvis på Brent Spar. Det er nok en træffende iagttagelse, at Shell var lukket om sit
økonomiske funktionsprimat og negligerede kritik om belastninger af både den samfundseks- og interne om-
verden, indtil belastningerne kunne oversættes til økonomien bl.a. gennem forbrugerboycotts efter Brent
Spar. Men herefter har vi oplevet det, der i analytisk forstand kan karakteriseres som en overreaktion. Vi har
set, hvordan Shell har været næsten ’værgeløst’ udleveret, efterhånden som belastningerne knyttede an til de
økonomiske selektionskriterier, og har udviklet en ’immens’ kompleksitet omkring omverdensforhold i
sustainable development departments, triple bottom line regnskaber, sociale rapporter, stakeholder dialoger
osv. Luhmann taler om en ’ukontrollabel’ egenkompleksitet, og det kan hyperirritationen føre til, formentlig
hos Shell som i andre erhvervsvirksomheder. I min analyse af evolutionsprocessen vil jeg påvise, hvordan de
socialsystemiske processer arbejder mod en aflastning af hyperirritation og en kontrol af egenkompleksiteten.
!+% !+% !+% . . !"%
!"%
Udgang for rekonstruktion af problematikken bliver, at mulighederne må overvejes i det funktionelt differen-
tierede samfunds perspektiv; problemet bliver altså ikke belastninger, som vi umiddelbart ser dem; men be-
lastninger, som de kan blive et problem for samfundets fortsættelse, dvs for den sociale orden. Det vil i min
rekonstruktion betyde, at økonomien skal 147 opretholde sin autonomi – sin independens –, sikre sine grænser.
Det forudsætter en hensyntagen til interdependensen, dvs den gensidige afhængighed til både andre socialsy-
9 O - % . #[ 6 * ! %2 + $ " ! + ! ! + & *
$ ' C ! & & % + ! & % " !
! ! '# ,- % 7=9. ) 0
8 C ! + + ! ! ! + & %
* !* " ; ! % ! '
196