Grænser for ansvar - Susanne Holmström

samfundskommunikationen især via nyhedsmedia. Op gennem 80erne ser vi, hvordan bevægelserne lærer sig
at fange an i nyhedsmedias selektionskriterier med spektakulære iscenesættelser. Med sine selektionspræfe-
rencer for det ny, konfliktpotentielle, normstødende, moraliserbare [(Luhmann 1996b:102) er nyhedsmedia
’værgeløse’ over for protestkommunikationens følelsesladede konfliktperspektiver. Nyhedsmedia udnytter
både protestkommunikationens følelsesladede konfliktpotentiale og offentlighedens formkontingensviden og
kaster ”kritiske blikke på erhvervslivet (...) med henblik på at afdække odiøse forhold” (Citat 9).
Efterhånden knytter kontingenserklæringerne an til den øvrige funktionskoderede kommunikation. Jeg kon-
centrerer blikket om de iagttagelser, der kan lokaliseres til især nyhedsmedia og politik. I et bredere perspek-
tiv ville vi kunne indfange tematiseringen bredt, fx også i familie-kommunikation (idealisering af fri kærlig-
hed, opgør med kernefamilien), i uddannelsessystemet, i kunstsystemet – selv i underholdningssystemet 203 .
Også det politiske systems grænser udfordres i denne periode. Som første reaktion kan vi se politiksystemet
forsvare sin grænsesætning med øget konventionel lovgivning. Jeg ser det som et generelt princip på dette
stadie, at første afværgemekanisme mod offentlighedens optik på grænsers kontingens er kontra-aktive stra-
tegier, som vi også skal se det tilsvarende for erhvervslivet. Det kan forstås som medvirkende til politiksy-
stemets forsøg på skærpet regulering af erhvervslivet i 70erne. Differencen, som konstituerer politikkens re-
sonans i det økonomiske system, bliver ’restriktion frihed’, som ikke avler føjelighed eller samfundsansvar,
men kontra-aktion.
Vi ser altså, at feltet i perioden overvejende er præget af 1. ordens iagttagelser. Semantikken afspejler kon-
sensusforestillingen med begreber som solidaritet, offentligt anliggende, samfundsansvar. Fjendebilledet af
erhvervslivet afspejles i et semantisk felt præget af betegnelser som ’profit’ og ’kapitalister’, hvor det umar-
kerede rum i begge tilfælde kan fremanalyseres som ’- solidaritet’.
Således ser jeg feltet præget af en afparadoksering af et samfundets konstituerende paradokser: ’Interdepen-
dens independens’. Afparadokseringen tager flere former; først og fremmest en blindhed over for den para-
doksale forms umarkerede side: Feltets iagttagelser – især de protestkommunikative – gør sig i vid udstræk-
ning blinde over for independensen som forudsætningen for interdependensen. Tilsvarende ser vi forskellige
overlejringer med andre sondringer, fx ’fælles ansvar uansvarlighed’, ’solidaritet udbytning’, ’fælles inte-
resse særinteresse’, ’integration desintegration’, ’socialisme liberalisme’, ’social retfærdighed kapitalis-
me’ eller simpelthen ’god ond’. Måske kan vi også se bl.a. Habermas’ fremanalysering af sondringen
’livsverden system’ (dvs forestillingen om en forståelsesorienteret, intersubjektiv, kommunikativ rationalitet
til forskel fra et systemisk målrationale) som en afparadoksering af ’interdependens independens’.
" ) 2
Jeg skifter nu perspektiv og retter blikket mod erhvervslivet – og det vil som nævnt sige organisationer med
primat i det økonomiske system. I den evolutionære analyse bliver spørgsmålet, hvordan erhvervslivet reage-
rer på instabiliteten i omverdenen. Instabiliteten i omverdenen eksisterer ikke for erhvervslivet, før vi kan
iagttage en resonans i erhvervslivet. Ud fra iagttagelserne af erhvervslivets iagttagelser kan vi aflæse ændrin-
ger i det økonomiske funktionssystems programmeringer.
Jeg minder om, at min præmis er, at evolutionen arbejder mod at sikre det funktionsdifferentierede samfunds
grænsesætninger. Det vil også sige at sikre grænser og fremme kommunikationsprocesserne internt i det øko-
3 ! % + * 9 "$ ! " & ! ! ! ; & % ! )
; ! + ! ! + ! 6 " ! + + O % ; 4 #D C )
#& ; + ! '
275