Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Den økonomiske kommunikation former i stigende grad en sondring mellem lukkethed og en ny åbenhed
med det sigte at kunne iagttage den instabile omverden for bedre at kunne kompleksitetsreducere den, hånd-
tere den. I mit blik bliver den ny åbenheds-strategi følgelig en forhøjelse af indifferencen. Erhvervslivets
iagttagelser afspejler fortsat overvejende en konventionel selvforståelse: Samfundsansvaret er opfyldt med
indtjeningen. Sondringen system/instabil omverden er fortsat ven/fjende-billedet: Den instabile omverden
skal påvirkes, ’manages’, vindes over på erhvervslivets side. Det er en konsekvens af de autopoietiske sy-
stemprocessers indbyggede tvang til at sikre grænser, og det er i det perspektiv, jeg ser 80ernes markante
vækst i organisatorisk omverdenskommunikation og produktion af omverdensbilleder for fremmediagttagel-
sen af erhvervslivet.
" ) " '
Når den instabile omverden vinder resonans i erhvervslivet, og den teoretiske præmis er, at ”omverdenstil-
stande ikke kan indkopieres i systemet” (Luhmann 2000a:318) – dvs at omverdenens kompleksitet i systemet
kun kan reduceres og rekonstrueres på systemets betingelser; så søger det analytiske blik fordomsfrit efter
den kompleksitet, vi kan iagttage som erhvervslivets resonans. Vi skal altså se på det ”stigningsområde, som
organisationer konstruerer som deres verden” og ”ikke i forhold til ’den virkelige verden’, men i forhold til
egne operationers modstand mod egne operationer” 207 .
Vi kan se flere funktionelle ækvivalenter som kontra-aktive strategier: Man lukker af, hemmeligholder be-
slutningsprocesser inden for grænserne; sådan kan vi fx forstå kriseberedskab. Man fremstiller sin grænse-
sætning ikke som kontingent, men som nødvendig: Sådan kan vi forstå ’påvirkningen af meningsdannelsen’.
Man kommer offentligheden i forkøbet ved at producere egen offentlighed; sådan kan vi fx forstå issues ma-
nagement. Tilsvarende udbredes public relations som organisatorisk aktivitet som afværgemekanisme i for-
hold til offentligheden og den instabile kommunikation, som offentlighedens optik fremprovokerer. Praksis
inkluderer de såkaldte buffering (konfrontations) strategier og den ’asymmetriske to-vejs
kommunikationsmodel’. Den kontra-aktive semantik bruger tilsvarende betegnelser og vendinger som ’in-
fluence behaviour’, ’establish and sustain important relationships in order to influence the behaviour of
groups of people involved’, ’anticipate trends, issues’, ’manage relations’, ’opnå forståelse for virksomhe-
den’, ’pleje interessenterne på virksomhedens selvvalgte boldbane’, ’indflydelse på meningsdannelsen’. Altså
en semantik, der indikerer åbenhed, men som er indlejret i en konventionel lukkethed og en 1. ordens iagtta-
gelse: Omverdenen skal påvirkes i erhvervslivets favør. Den instabile omverdenskompleksitet skal gøres sik-
ker, sættes i mønster, håndteres – ‘manages’.
I nye organisatoriske koncepter som krisekommunikation og issues management ser vi udbredelsen af
ledelsesteknikker, som aktiverer forestillinger om en systematisk overvågning og analyse af den instabile
omverden. Den instabile omverdenskompleksitet rekonstrueres og rutiniseres i modeller, som aflaster beslut-
ningsprocesserne og styrker tilslutningspotentialet i erhvervslivets kommunikation. Vi kan også forstå issues
management og dens inddeling af håndteringen i stadier som afparadoksering af den instabile omverdens
uhåndterlige kompleksitet. Jeg vil tilsvarende pege på en aflastning af de organisatoriske beslutningsproces-
ser, når resonansen på omverdenskompleksiteten lægges ind i erhvervslivets velkendte strukturer.
8 #1 ! ! * & ! & + " ! % % )
& ! + " & ! " ! & &
% 4 ! 4& % ! + ! + '# ,- % . 80
279