Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Igen ser vi problematikken vendt på hovedet: Problemet bliver for megen – og forvredet – resonans i stedet
for lidt resonans. Det ser jeg netop som et stadie i moraliseringsdynamikken, og vil i næste del fremanalysere,
hvordan den foreløbigt har undgået at føre til eksplosion, og i stedet har bidraget til en samfundsmæssig læ-
ring – igen: Uden at jeg bedømmer læringen som god eller dårlig, men blot kan konstatere, at det i al fald fo-
reløbigt er lykkedes det funktionelt differentierede samfund at sikre sin fortsættelse. Tilsvarende synes det,
som om Luhmann op gennem 80erne er mere tvivlsom over for det funktionelle differentieringsprincips over-
levelsesevne end senere, hvor han – på linie med min fremanalysering af den iagttagede periode – snarere
peger på, at konflikterne er absorberet i ’en særlig selvkritisk nyperspektivering i funktionssystemerne selv’.
Det er takter hos Luhmann, jeg først har set efter min egen fremanalysering – igen et eksempel på, at vi kun
kan se, hvad vores iagttagelsesapparatur tillader. Denne ’særligt selvkritiske nyperspektivering i funktionssy-
stemerne selv’ er, hvad jeg mener at fremanalysere med refleksion som et evolutionært nytræk i de funktio-
nelt uddifferentierede systemer.
Krohns analyse er inspirerende, men ikke ganske stringent, og jeg forholder mig kritisk især på tre punkter:
For det første manglende analytisk klarhed i forskellen mellem moralens karakter og den såkaldte institutio-
nelle etik, som protestmoralen ifølge Krohn invokerer, men som i flæng benævnes institutionel etik og insti-
tutionel moral. Jeg har valgt at fastholde begrebet institutionel etik, når det er her, funktions- og organisati-
onssystemer aftvinges en refleksiv forholden-sig til sine egne operationsmønstre, og begrebet protestmoral,
fordi der her udgås fra en ureflekteret moralsk position, som uproblematiseret tager sin moral for given. For
mig er niveauet for iagttagelsen afgørende; det gør etik og moral til væsensforskellige iagttagelser. Jeg har
indikeret denne afgørende forskel i Figur 37. Dog vil jeg i det følgende pege på, at den institutionelle etik
formentlig udsættes for en ’structural drift’ og efterhånden etableres som ureflekteret, direkte reference til
moralske værdier og indstillinger – dvs aflaster og stabiliserer sig i en ny institutionel moral.
For det andet en manglende belysning af, hvordan den monokontekstuelle og derfor intolerante 1. ordens
moral kan invokere den polykontekstuelle og derfor mere tolerante 2. ordens etik. Protestmoralen er, som jeg
før var inde på, kendetegnet ved at provokere konflikt, konfrontation, lukkethed, skærpede forsvarsværker.
Det hænger slet sammen med billedet af en dynamik, der motiverer til etisk refleksion.
For det tredje savnes en problematisering af, hvordan optikken overhovedet vinder relevans i funktionskom-
munikationen. Det er her, vi også empirisk kan se de stærke strukturelle koblinger til nyhedsmedia, og hvor
jeg i denne moralsk/etiske dynamik sporer ’the missing link’ til den offentlige mening, helt overvejende via
nyhedsmedia, og finder opbakning hos Luhmann:
, / 4 5
5 ! (;;> $