Grænser for ansvar - Susanne Holmström

hedsparadigme – den refleksive praksis – er belastende for de sociale processer: (1) Den kan fremprovo-
kere tvivl på egen grænsesætning, som kan nedbryde den grundlæggende lededifference; (2) denne for-
dobling af kommunikationen – kommunikation om kommunikation – er ressourcebelastende; (3) sensibi-
liteten over for omverdenen kan gøre systemet hyperirriteret; (4) refleksion øger systemets risiko for at
løbe ind i sit eget paradoks og dermed blokere sin egen kommunikation. Vi ser, hvordan de sociale pro-
cesser aflaster og afparadokserer sig i rutiner, standarder, mærkning, modeller, bench-marking, regnska-
ber, certificeringer mv, dvs ledes fra hyper-irritable tilstande over i mere stabile, sikre forventningsmøn-
stre.
23. Det refleksive virksomhedsparadigme: Efterhånden aflastes omverdensinstabiliteten og den generere-
de resonans i supplerende regnskabsformer, stakeholderdialoger, værdiledelse, branding. Fra at have væ-
ret oplevet som en strategisk nødvendighed for at sikre ressourcer og handlefrihed gror det reprogram-
merede og restabiliserede virksomhedsparadigme over i normer for god virksomhedspraksis og efterhån-
den over i ureflekterede rutiner for refleksion; rutiner, som der ikke stilles spørgsmål ved. De baserer sig
i kognitive skripter og skemaer i den reimprægnerede systemhukommelse, der vil forekomme som ob-
jektive og ydre strukturer, som definerer den sociale virkelighed. En refleksiv organisatorisk praksis kan
fremanalyseres som det konventionelle ideal i det ny virksomhedsparadigme. Men den kontinuerlige le-
gitimerende reference til en polykontekstuel omverden bliver en refleks – mere end en refleksion. Når
jeg alligevel karakteriserer de ny forventningsbilleder som det refleksive paradigme, så er det, fordi idea-
lerne ligger forankret i refleksionen, i forhandlingsresultaterne i den refleksive fase. Forhandlingsresulta-
ternes idealer er ikke svigtede, men slidt af de sociale processers aflastende og afparadokserende dyna-
mikker.
24. En ukonventionel konvention: Selv om forventningsmønstrene stabiliserer sig i nye konventioner, ser
vi ikke en tilbagevenden til udgangspunktet, den oprindelige konventionelle fase. Kontingenserfaringens
begrundelsespres betyder, at det bliver en indgroet rutine at være konstant beredt på at skulle begrunde
sig refleksivt, på et potentielt offentligt focus, på nyhedsmediale tillidstjek. Begrundelser i nødvendig-
hed, i autoritet, i konvention rækker ikke længere. Den stabiliserede independens’ blinde tiltro er afløst
af interdependensens refleksive tillid.
25. Konserverende dynamik: Jeg har i afhandlingen forsøgt at anskueliggøre, hvordan paradigmer som er-
kendelsesfiltre skifter over tid, og hvordan evolutionen kan ses som en socialt selv-organiserende, selvre-
ferentiel proces, hvor drivkraften ligger indlejret i selve de sociale processers trang til fortsættelse. Det
fører til den hovedpointe, at vi – samtidig med en hyper-irritation og en dynamik, der betyder konstante
ændringer i erkendelsesfiltrene – kan iagttage en høj grad af forventelighed i de sociale forandringspro-
cesser. Vi kan kalde det træghed i den forstand, at kommunikationssystemer altid bevæger sig ud fra de
sedimenter, der er lagrede i hukommelsen. Samfundets regulering sker ud fra drivkraften til at fortsætte
sig selv, dvs det funktionelle differentieringsprincip. Det er de uddifferentierede grænsesætninger, der er
udgangen for stabile forventningsmønstre, som rummer høj kompleksitet – og dermed styrker de kom-
munikative processer, der er samfundet. Vi kan se, at truslen mod de funktionelle grænsesætninger –
som først den stivnede independens sammen med den voksende gensidige afhængighed, og derefter kon-
tingenserklæringen fører med sig – afværges gennem evolveringen af refleksion og følgelig den poly-
kontekstreferentielle selvlegitimerende kontingenskontrol. Interdependenser inddrages i samfundets
kommunikationsprocesser samtidig med, at independenserne bevares. De funktionsspecifikke dynamik-
ker styrkes og udvikles. Samfundets vækst accelererer. Det funktionelt differentierede samfund kommer
tilsyneladende styrket ud af den iagttagede periode. Samfundet har tilpasset sig – til sig selv.
361