Grænser for ansvar - Susanne Holmström

stemer og til den del af den ikke-sociale omverden, som er en forudsætning for fortsættelsen af økonomisy-
stemets autopoiese – først og fremmest mennesket. Problemet angår kommunikationens fortsættelse.
Det er her, vi kan bevæge os trinvis ind fra de umiddelbare problemer, som de tematiseres i hverdagen og til
dels også i forskningen, og videre ind til det, vi kan forstå som det egentlige omdrejningspunkt for problema-
tikkerne i et selvorganiserende, selvreferentielt samfundssystem.
Det første problem bliver, at omverdensbelastninger ikke finder resonans i økonomisystemet, medmindre de
kan forstås i pengenes sprog. Det ser vi ofte problematiseret, ikke mindst i en semantik eller forståelsesram-
me, der afkræver erhvervslivet etik. Men ser man først dette forhold i øjnene analytisk, kan problemet for-
vandle sig til et andet – nemlig økonomiens værgeløshed. Men jeg foregriber min argumentation.
Det andet problem bliver, at hvis først omverdensbelastninger finder resonans i økonomisystemet, reduceres
og rekonstrueres kompleksiteten efter økonomiens sprog. Det bliver netop heller ikke noget problem, hvis
man i økonomien selv og i dens omverdenssystemer med de strukturelle koblinger og andre muligheder for
socialsystemernes gensidige påvirkning (som jeg vender tilbage til) går ud fra denne præmis.
Derimod kan problemet rekonstrueres. Økonomiens hypersensitivitet forårsaget af interdependensen kan pga
independensen forårsage en forvrænget og overdimensioneret resonans i økonomisystemet, så det går i stress
eller i krampe – hvis ikke afparadokserings- og aflastningsstrategier sættes igennem. Og begynder økonomi-
systemet at tvivle på sin egen kode; spørger det altså ud fra sin egen sondring +/÷ betale, om det kan betale
sig eller ej at anvende sondringen, løber den økonomiske kommunikation ind i sit eget paradoks med fare for
kortslutning. Som jeg ser det, er det, hvad vi har kunnet se i en periode, hvor man i erhvervslivet iagttages at
måtte lægge ændrede sondringer – så som såkaldt etiske værdisæt – som forudsætning for indtjening.
Og det fører så videre til det egentlige problem, som i mit blik har aktiveret ændringerne i forståelsen af er-
hvervslivet ansvar i samfundet: ’Independens interdependens’ paradokset sætter det funktionelt differentie-
rede samfund i blokade, hvis ikke afparadokserings- og aflastningsstrategier sættes igennem.
) + - !)%$ 6
For 1) at præcisere min indkredsning af hovedproblematikken som led i det funktionelt differentierede form-
princips evolution – selv om vi kan iagttage turbulensernes nedslag i organisationer – men også for 2) at kun-
ne iagttage, hvordan den organisatoriske beslutningskommunikation lægger endnu et lag på kompleksiteten i
det iagttagede felt gennem risikosamfundets begrundelsespres på beslutninger som kontingente, vil jeg ind-
drage det organisatoriske formprincip. Hermed introduceres også iagttagelsessondringerne ’risiko fare’, og
tilsvarende ’kontingent nødvendig’; som sammen er med til at øge samfundets irritation markant.
Jeg ser presset på erhvervsvirksomheder om at påtage sig et øget samfundsansvar som et udtryk for nedslag
af tematiseringen af økonomiens belastningsproblemer, men hertil kommer yderligere tre interrelaterede for-
hold: Det ene er det organisatoriske formprincips udbredelse – og dermed den øgede belastning af omverde-
nen. Det andet er det organisatoriske formprincips krav om medlemskab for inklusion. Det tredje er interrela-
tionen mellem organisationers fundering i beslutningskommunikation og risikosamfundets tematisering af
beslutningens kontingens.
197