Grænser for ansvar - Susanne Holmström

med økonomisk primat, men beslutningskommunikation generelt her, hvor beslutningens kontingens tilsyne-
ladende erstattes af en polykontekstuel reference som yderste argument.
Her ser vi på den saglige dimension en afparadoksering: Beslutningens tema ’Kan vi overhovedet beslutte ud
fra vores beslutningsgrundlag, om vores beslutningstema er legitimt?’ overlejres med andre temaer: Vi be-
slutter om forhandlingsforløb, stakeholder-modeller, målinger, værdiledelse, rapportering.
På den sociale dimension: Vi kan kun beslutte independent om vores legitimitet, men det er illegitimt, hvis vi
ikke legitimerer os interdependent. De komplekse netværk rekonstrueres som forhandlingsfora, stakeholder-
modeller, partnerskaber.
På den temporale dimension bliver det paradoks, at beslutningskommunikationen tilsyneladende belaster sig
selv for at fremme sig selv, afparadokseret med overlejringen af nutid/fremtid-sondringen: Det kan belaste
fortsættelsen af vores beslutningsprocesser nu, at vi inddrager polykontekstuelle referencer i processerne –
men det fremmer vores beslutningsprocesser på længere sigt, som fx udtrykt her: ”Only by taking account
of our wider responsibilities can we ensure the long-term business success” (Citat 104).
/ $
&
: 5 5 : 1
5 5 2
9 5 5 2
5 $ :.
5 : 8 2
$ ' 5
5 * 1
! %
3 7 5 A $ 4
2
296
7 $
&
6 $ 8 2
0 5
$ E 2
E 2
2 2
Figur 65: Nogle afparadokseringer i den refleksive fase. Hvordan afparadokseres synliggørelsen af den blinde plet i lededifferencen
+/÷ betale? Dvs spørgsmålet: Hvordan kan vi ud fra sondringen +/÷ betale se, om det kan betale sig at
bruge sondringen? Hvordan kan vi beslutte, når vi i en refleksiv selviagttagelse kan se, at grundlaget er kontingent? Se
også VII.3.1 og VII.4.3.
Refleksion er en dobbeltbelastning af de kommunikative processer, ligesom den omverdenskompleksitet,
som kommer til syne med den refleksive optik, afkræver en stor intern kompleksitet for reduktion. Det er i
denne periode, vi ser den store sensitivitet og dermed hyperirritationen, hyperresonansen slå igennem. Efter-
hånden ser vi en begyndende aflastning i rutiner, rapporter og ’bløde’ regnskaber – sociale regnskaber, etiske
regnskaber, stakeholder-regnskaber, som lægger den refleksive kommunikation ind i faste strukturer og ruti-
ner. Det er en proces, der i mit blik fører videre i god praksis stadiet.
1