Grænser for ansvar - Susanne Holmström

i sine programmer – så betyder det ikke, at økonomien herefter reguleres ud fra kollektivt bindende afgørel-
ser. Priser er fortsat økonomiens reguleringsmekanisme – men i prisernes programmer lægges iagttagelser af
politikkens legitimerende reference – flertallets tilsyneladende mening – som del af økonomisystemets re-
fleksive omverdensoptik.
Jeg ser her, at denne omverdenskompleksitet aflastes i nykonventionelle strukturelle koblinger, efterhånden
som enighed er nået om at ændre grænsesætningerne mod øget samfundsmæssigt medansvar. Forhandlinger-
ne overgår til at tematisere nye former for regulerende strukturelle koblinger. Politiksystemet lægger op til
modeller for alternative regnskaber, certificeringer, mærkningsordninger. Jeg forstår disse som en nykonven-
tionel lovgivning, der lægger reguleringen ud i et polykontekstuelt samspil.
Vi ser, hvordan økonomiens grænser i processen udfordres af politikken; og vi ser også, hvordan økonomien
forsvarer grænserne. Det er en ’naturlig’ reaktion for et socialsystem, men vækker især i den kontra-aktive
periode kritik. Friedman bliver tilsvarende kritiseret af økonomiens turbulente omverden for sit standpunkt
om, at ”the social responsibility of business is to increase its profits” (Citat 13) – der, som jeg var inde på tid-
ligere, kan ses som et forsvar for grænser i det funktionelt differentierede samfund. Friedman har den pointe,
når han advarer om samfundsansvarlighed i erhvervslivet, at det politiske magtmedie nedbryder økonomiens
grænser og politiserer økonomien. Her er det i mit blik interessant, hvordan Friedmans position kan ses som
et forsvar også af det politiske systems grænser ved at pege på den grænseoverskridelse, politiske afgørelser
truffet af økonomiske personer uden den politiske legitimitet i kollektivt bindende afgørelser kan ses som:
4 ! ? : %
7 !L % I '
' K K
_ _ 5 K
5 !/ (;>#%
Altså et konventionelt forsvar af det funktionsdifferentierede samfund. Det er i det perspektiv, jeg foreslår, vi
i dag kan forstå Friedman’s bidrag, og jeg bruger det til at illustrere de stærke sociale kræfter, som i det funk-
tionelt differentierede samfund arbejder for at sikre grænserne. Vender man iagttagelsesperspektivet, ser man
således lige så vel, at pengemediet nedbryder grænserne til politiksystemet, så økonomien råder på politik-
kens område. Her kan vi ikke tale om liberalisering, for det paralleliserer det ultimative funktionelle princip,
men om en nedbrydning af grænser. Nu problematiserer jeg imidlertid ikke opløsningen af grænser, men til-
stræber snarere at belyse den kraft, der ligger i grænser: Jeg har mit fokus på, hvordan de sociale processer i
det funktionelt differentierede samfund arbejder hen imod at styrke snarere end mod at opløse grænser for
dermed at fremme kommunikationsprocesserne.
I erhvervslivets forsvar af sine grænser over for politiksystemet ser vi tilsvarende skiftende funktionelle
ækvivalenter. I den konventionelle udgangsfase forsvares grænserne dels med lobbyisme, dels med påvirk-
ning af den offentlige mening gennem ’nødvendighedserklæringer’, hvor økonomiens grænse fremstilles som
nødvendig – ikke som kontingent. Det kan iagttages i interaktionssystemer, i selvbeskrivelser mv rettet dels
direkte mod politiksystemet, dels mod politiksystemets indre omverden, den offentlige mening. Det er kon-
ventionelle strategier, som intensiveres i den kontra-aktive fase.
I den refleksive fase bliver billedet et ganske andet: Her bliver forsvarsstrategien at gå ind på forhandlinger
for ændret grænsesætning som en forudsætning for mindre fremmedreferentiel regulering (konventionel lov-
givning) fra politiksystemet mod en større polykontekstreferentiel selvregulering i økonomisystemet. Vi ser
også, at forhandlingerne oversættes til økonomisystemets funktionsspecifikke sprog og fører til en repro-
grammering af den økonomiske kode med et bredere interdependent iagttagelsesprogram som forudsætning
334