Grænser for ansvar - Susanne Holmström

!(% !(% /
Med den refleksive selviagttagelse slår offentlighedens tematisering af grænsers kontingens igennem og fører
til den ’selverfaring’, der kan ændre grænsesætninger (jf Baecker 1996:97). Her ser jeg imidlertid også sam-
fundets indbyggede afværgemekanismer slå til og fremanalyserer den bevægelse, jeg antydede ovenfor som
en gennemgående dynamik i den refleksive fase: Først ser vi en overgivelse i forhold til ’den offentlige me-
ning’; så ser vi en forhandling, en dialog; herefter en afklaring, der fører til ’legitime, offentligt forsvarlige
synspunkter’; og afslutningsvis en pacificering af offentlighedsoptikken, som taber sin irritationskraft.
Når erhvervslivet i den refleksive fase går ind på offentlighedsoptikken og kontingenssætter egne grænser,
belastes beslutningsprocesserne. Her ser vi en aflastnings- og afparadokseringsstrategi, hvor organisationssy-
stemet undgår at træffe beslutninger ved at træffe den beslutning at lægge beslutningen ud til ’den offentlige
mening’ som omverdensreference. Det er her, Luhmann gang på gang advarer mod social læring ud fra den
særlige forenkling af kompleksitet, som den offentlige mening fører med sig. Hans skepsis kommer til udtryk
bl.a. i en kommentar til Shells annoncer efter Brent Spar i 1995:
4 0
! %
! % 5 2
! %
$ 4 0 ! (;;B2#>2(;%
I mit blik er det en kommentar med flere pointer: For det første afvises det antropocentriske ideal om en
’public-corporate dialogue’(Grolin 1998), som jeg ser som en illusion, der netop kan manipuleres ideologisk
med. For det andet antydes det humanistiske potentiale i Luhmanns antihumanistiske metodologi: Netop ved
den stringente analyse af de sociale processer åbner teorien op for erkendelse. For det tredje antydes den type
reduktion af kompleksitet, vi kan forvente i de selvreferentielle, selvorganiserende sociale processer. For det
fjerde antydes også, hvad de sociale processer vil arbejde henimod. Vi ser således denne overgivelse til den
offentlige mening afløst af en produktion af ’legitime’ synspunkter, af ‘offentligt forsvarlige’ synspunkter,
der markerer grænsesætningen som nødvendig for at sætte kontingenskendelsen i bero. Erhvervslivet frem-
stiller efterhånden i den refleksive fase sin grænsesætning ikke som kontingent, men som nødvendig. Som
når koncernchefen i Novo Nordisk i 2001 ”i stedet for at bortforklare og forsøge at vende fokus væk fra sa-
gen, gik (...) direkte ind i anklagerne. Ja, vi tjener penge på syge mennesker. Nej, vi er ikke en international
humanitær organisation” (Citat 100). Der er ikke noget at skjule, er holdningen. Independensen – at tjene
penge – er nødvendig for interdependensen: At producere medicin til samfundet.
Efterhånden som offentligheden sætter sit oplysningsprojekt med kontingenserfaringen ind på en bred front
og i næsten alle samfundets systemer, taber den i irritationskraft (jf Baecker 1996:102). Offentligheden som
den diffuse omverden uden egentlig adressat – ”den generaliserede, samfundsinterne anden side af alle soci-
alsystemer” (Luhmann 2000c:284) – toner ud til fordel for en række afgrænsede omverdenssystemer som for-
handlingspartnere i stakeholder-dialoger.
!"% !"% . 1
Erhvervslivets respons på politiksystemets strategier for medansvar illustrerer i mit blik de økonomiske
grænsesætningers fleksibilitet og styrke.
Vi ser, hvordan økonomiens grænser tilsyneladende udfordres af politikken; og vi ser også, hvordan økono-
mien forsvarer grænserne. På dette stadie, som er præget af en moralisering af diskursen i iagttagelsen udefra
af erhvervslivet, kritiseres erhvervslivet for denne fastholden og udfordres til en refleksion af grænserne.
291