Grænser for ansvar - Susanne Holmström

i en nøgternhed, der ser samfundsdynamikken i øjnene som selvorganiserende, cirkulær, uden strategi eller
intention – til forskel fra den traditionelle målrationelle systemtænkning. Som også Harste (Harste 1997) på-
peger, så er det her, Habermas (og med ham mange andre) fejlfortolker Luhmanns systembegreb og tildeler
systemprocesserne en målrationalitet (Habermas 1981/1988:II). Habermas har tidligt været inspireret af
Luhmanns beskrivelser af de systemiske beslutningsprocesser og defineret dem som målrationelle processer
til forskel fra livsverdenens, men indfanger her ikke Luhmanns pointer: At der netop hverken er tale om
egentlige mål eller om rationalitet, og at der heller ikke er tale om muligheden for en alternativ begrundelse i
en livsverden.
Her ser vi et illustrativt eksempel på, hvordan en teori kan fejllæses ud fra en anden iagttagelsesskematik,
som gør ufølsom over for teoriens pointer. I stedet for en intentionel, strategisk målrationalitet kan vi med
Luhmann indfange en særlig selvorganiserende cirkulær rationalitet som drivende i de sociale processer.
Af mine ovenstående pointer fremgår det også, at hver teoris iagttagelsesskematik ser noget – og er ufølsom
over for noget andet. Vil vi se alt, ser vi ingenting. Men netop ved at se teorier som kontingente iagttagelses-
skematikker gives analytikeren en mulighed for at vælge sin blindhed – for at kunne se sin blindhed. Min ac-
cept af Luhmann som følsom iagttagelsesskematik på vor tids sociale processer baserer sig således netop ikke
i en blind blindhed. Teoriens iagttagelsesskematik medfører – som enhver anden teori – en blindhed, og den
har jeg taget på mig. Jeg har nærmet mig Luhmann fra andre teoretiske positioner – først og fremmest Ha-
bermas. En tid med teoretisk perspektivvekslen øger erkendelsen både af iagttagelsesskematikkens betydning
og kontingens. Således ligger det i Luhmanns teori at kontingenssætte sig selv. Tilsvarende ekspliciterer han,
at med fordringen om teoriens universalitet
! (;>($)>