Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) $ &
) ( ,
For at pointere de socialsystemiske operationer som filter for erkendelsen og afgørende for virkelighedskon-
struktionen – hvorved den afgørende indsigt ligger i referencen til den sondrende operation, iagttagelsen –
kalder Luhmann sin konstruktivisme for operativ konstruktivisme. Enhver erkendelse er en indre konstrukti-
on i systemet gennem de systemspecifikke operationer 56 . I en bred forstand indskriver Luhmann sig således i
sidste del af 1900-tallets store strømning, socialkonstruktivismen, om end hans tilgang er radikalt anderledes
på afgørende dimensioner, først og fremmest ved distancen til handlingsteorien. Desuden fastholder han en
realistisk position samtidig med den radikale erkendelseskonstruktivistiske position. Denne dobbeltdynamik
er karakteristisk for Luhmann. Geist kalder Luhmanns måde at tænke på elliptisk:
4 4 7
5 1 ! %
! "##($)#=%
Denne tankens ellipse-form er især åbenbar i iagttagelsessondringen, som netop ikke kun er en dobbelthed,
men også en enhed – men jeg mener, vi kan genfinde denne særlige dynamik hele vejen igennem teorikon-
struktionen, fx i sondringerne proces/struktur, i social/psykisk, i teori/empiri og peger på den også i sondrin-
gen mellem konstruktivisme og realisme, hvor Luhmann ikke vælger side, men veksler mellem iagttagelsen
’konstruktivisme realisme’ og ’realisme konstruktivisme’. Konstruktivisme og realisme bliver hinandens
gensidige forudsætninger og netop ikke en sort/hvid distinktion.
Konstruktivisme som betegnelse for en heterogen mængde teoriforståelser både i natur- og socialvidenskaben
antager, at erkendelse ikke beror på overensstemmelse med en ekstern virkelighed, men altid kun på en iagt-
tagers konstruktioner. Igen og igen i menneskets sociale relationer som forudsætning for interaktion konstru-
eres forståelser af virkeligheden, i et utal af vekslende og forskellige rum. I den forstand bliver erkendelse en
’opdagelse’, en ’opfindelse’ eller, som jeg ser Luhmanns position: En rekonstruktion af virkeligheden – og
ikke en ’afsløring’. Som universel teori omfatter teorien sig selv: Erkendelse som rekonstruktion og ikke som
afsløring gælder også den videnskabelige produktion.
Der er flere positioner i socialkonstruktivismen, og flere gradueringer – fra et diffust kritisk perspektiv til en
radikal ontologisk position. Luhmann følger med helt til en radikal erkendelsesteoretisk position, men adskil-
ler sig her ved at præcisere den sondring, der konstruerer erkendelsen, og ved at relatere sondringer til et so-
cialsystem i stedet for et subjekt.
Man kunne tro, at når ’virkeligheden’ bliver til i differencen mellem socialsystem og omverden, hvor social-
systemet konstitueres via forholdet til denne omverden, som systemet selv konstruerer – at vi så med Luh-
mann er ude i den radikaleste af alle socialkonstruktivismer. Det er vi ikke: Operationen, som konstruerer
genstanden, ses som ligeså virkelig som genstanden selv:
4 0 4 U U V : 0 '
* E $
/9 C % & - % " ! " ; ! ' ! G ( $! & % + *
; ! " ; ! ' D * + + !& %
+ ! ! ' 2 " ; + , + * " 0 & %$ & ! & ! &
$ & ! * ' < + ! " + * + )
!' D + ' D + + - % + " <
+ + + . D % ; + + * ! ; ! % + ' ;
! ' ,3 & J & ' 777. ) 0
63