Grænser for ansvar - Susanne Holmström

tion, pirring, forstyrrelse, med Luhmanns ord – betegner systeminterne operationer, og ikke et kausalforhold
mellem system og omverden.
Den ikke-sociale omverden bliver i samfundet rekonstrueret som information, der kan tematiseres i kommu-
nikationen. Alt, hvad der ikke er kommunikation (bevidsthed, organisk liv, elektromagnetiske bølger, kemi-
ske processer osv), bliver først iagttaget i samfundssystemet, når det kan ses med de sociale iagttagelsesske-
matikker og gøres til tema for kommunikationen. Det er betingelser, der også gælder for kommunikationssy-
stemers gensidige iagttagelser. Andre kommunikationssystemer har andre sondringer end det iagttagende sy-
stem. Man kan kun se, hvad der kan give mening ud fra egne iagttagelsesskematikker; og rekonstruerer det
iagttagede ud fra egne sondringer. Erkendelsen er bundet til systemets egne sondringer; som altså ikke er det
iagttagede fænomens sondringer, men det iagttagende systems sondringer.
Jeg vil yderligere dvæle ved en pointe, som er væsentlig på et forskningsområde, der taler om overgribende
legitimerende normer, om ændringer i erhvervslivets handlingsstrukturerende omverden, om offentlighedsre-
lationer og stakeholdermodeller, om ansvar for miljø, menneskerettigheder: Den hypotese, at socialsystemer
– og det vil sige, som vi skal se, både erhvervslivet forstået som udtryk for det økonomiske funktionssystem
og de enkelte virksomheder forstået som organisationssystemer – ikke har nogen reel omverdenskontakt 48 .
Den er en illusion. Erhvervslivets ’dialog med offentligheden’ og konstruktion af stakeholder-omverdenen vil
være basalt konditioneret af økonomiske sondringer.
" " ) ' : :
Iagttagelse refererer hverken til mennesker eller til synet, men opstår løbende, når et socialsystem genererer
information gennem en operation, der benytter sondringen ’enhed difference’ for at betegne den ene side af
en sondring og således altid skelner noget til forskel fra noget andet – uden at dette andet markeres. Som jeg
vil vise det bl.a. i min fremanalysering af skiftende markeringer af samfundsansvar, giver den umarkerede
side af forskellen det markerede dets betydning. Enhver iagttagelse benytter en bestemt sondring (fx ’system
omverden’, ’polycentri antropocentri’, ’Luhmanns teoriunivers andre teorier’, ’forskel identitet’, ’struktur
proces’, ’kommunikation bevidsthed’, ’indtjening miljøhensyn’), som jeg illustrerer det i fremlæggelsen af
optikken for mine analytiske iagttagelser i denne rekonstruktion af det metateoretiske paradigme.
Præciseringen af iagttagelsessondringen giver flere holdepunkter for iagttagelsen af iagttagelser og erkendel-
sens mulighedshorisont: At det er differencen, der giver enheden; at det afgørende hverken bliver det iagtta-
gede eller iagttageren, men iagttagelsen; at sondringerne formes ud fra den grundlæggende lededifference
’system omverden’, som er bærende for samtlige systemets sondringer; at iagttagelser kun muliggøres gen-
nem blinde pletter.
Iagttagelsessondringens formel kan stilles således op (Figur 9):
M
Form
= D + " ! *& ! ! ! ! '
N !' L 0 ! ; & 6 ;)
, * % ! ! ! + " ; & + 0& % )
! & 0 ; ! ! ; ! ;)
'
57