Grænser for ansvar - Susanne Holmström

kan vi identificere problemer i samfundets perspektiv, se fx II.4.4.2.) I samfundets skiftende differentierings-
former kan vi først og fremmest iagttage, at samfundssystemets samlede kommunikation vokser i evolutionen
og rummer stadig større kompleksitet.
Men vi kan samtidig forstå denne evolutionære proces som ikke-teleologisk og uden tilpasningens projekt
som pejlemærke, som ikke planlagt og uden mål, ikke zweckmässig! – som Luhmann gang på gang påpeger. I
stedet betoner han tilfældet, usandsynligheden:
, ! (;;BA(;;;$";%
Evolutionen sker bare og tilskrives ikke en mål-middel-rationalitet – men jeg mener, vi kan tale om en cirku-
lær rationalitet: Kommunikation for kommunikationens skyld, og her tilskriver jeg evolutionen den funktion
at stabilisere forventningerne, som en ’vejledning’ for iagttagere – så man kan orientere sig, og sandsynlig-
heden for kommunikativ tilslutning øges.
Således vil jeg pege på, at vi ser en tendens til stadig mere stabile forventningsmønstre gennem stadig stærke-
re afgrænsninger i lukkede kommunikationskredse. Vi ser en bevægelse fra de mere eller mindre uforpligten-
de interaktionssystemer – som forudsætter nærvær af deltagende personer, og som uden nærvær opløses; til
funktionssystemer, som etableres over særlige symbolmedier; til organisationssystemer, som gennem med-
lemskab stabiliserer en reproduktion af ”adfærdsmåder af en i høj grad kunstig art” (Luhmann 1975:12 i
Kneer og Nassehi 1993/1997:47). Gennem det hele råder samfundet, som består af alle sociale kommunikati-
oner.
Mine pointer er her at gøre analyseoptikken følsom over for evolutionens meningsløshed og træghed. Vi skal
ikke lede efter en særlig mening med de evolutionære transformationsprocesser, bortset fra en social dyna-
mik, der fremmer de kommunikative processer. Social evolution synes indtil nu alene at kunne kvalificeres
ved vækst i den kommunikative kompleksitet. Vi skal være opmærksomme på, at evolution er konditioneret
af forventningsstrukturer, som leder de kommunikative processer, som de løbende ændres igennem.
+ " 8 5
Det er således i det blik – at den sociale dynamik er at fremme de sociale processer – , jeg forstår Luhmanns
tese om den moderne tidsalders uddifferentiering af samfundskommunikationen i kommunikative netværk,
funktionssystemer, som konstitueres og afgrænses af hvert sit symbolsk generaliserede kommunikationsme-
die, der som særlige forventningsstrukturer bærer kommunikationen og øger sandsynligheden for, at et tilbud
om kommunikation bliver modtaget.
+ " (
Basismediet i al kommunikation er mening, som ikke i sig selv er værdiladet, dvs ikke på forhånd er konditi-
oneret til særlige forventninger. Mening er blot ’ur’-differencen; differencen mellem det aktuelt givne og det
mulige – på grundlag af det givne (jf fodnote 32 og 49). Socialsystemer uddifferentierer og stabiliserer sam-
fundets kommunikation gennem supplerende sondringer, så særlige forventningsmønstre reproduceres og gør
tilbud om kommunikation mere tillidvækkende.
Nu er kommunikation faktisk en usandsynlig begivenhed, og sociologiens problem består i at forklare, hvor-
dan kommunikationer overhovedet finder deres fortsættelse – dvs hvordan samfundet opretholdes; en rekon-
struktion af problemstillingen med den sociale orden. Det er på baggrund af kommunikationsprocessens im-
manente usandsynligheder, Luhmann opererer med tilsvarende tre usandsynlighedsforhold, og med et medie
74