Grænser for ansvar - Susanne Holmström

" 7
" ( 8
Funktionssystemer lukker sig om sig selv. Samfundet kan tilsvarende ikke afgøre, hvad der besluttes i orga-
nisationer. Når først systemdannelsen er i gang, besluttes der ud fra organisationens autopoiese. Men som jeg
ser det, har samfundet således i bestræbelserne på sin egen fortsættelse installeret optikker som kan ’ruske
op’ i de uddifferentierede systemers legitimeringsprocesser: Offentlighed, protest og moral – iagttagelsespo-
sitioner, som ikke kan lokaliseres i de funktionelle systematikker.
Fælles for optikkerne er iagttagelsen af beslutningens kontingens, men ud fra forskellige positioner. De har
deres udgang i traditionsrige antropocentriske forestillinger om hhv et samlende ræsonnerende samfunds-
princip, solidariske bevægelser med rod i et ’civilsamfund’ og som normer for mellemmenneskelig adfærd og
agtelse.
Alle tre sociale konstruktioner er umiddelbart problematiske i et polycentrisk perspektiv: For hvordan kan vi
forstå offentligheden som samlende samfundsprincip i et polycentreret samfund, hvor enhedsperspektiver bli-
ver umulige? I den mest uddybende nyere offentlighedsdiskussion vurderer Habermas (Habermas
1962/1984) tilsvarende, at offentligheden er invaderet af særinteresser; men her ud fra et antropocentrisk per-
spektiv, der forsøger en rekonstruktion ud fra idealet i stedet for ud fra de foreliggende muligheder i samfun-
det i dag.
Hvad moralnormer som integrerende og regulerende samfundsprincip angår, så har moralen sit udspring i en
tidligere samfundsstruktur, hvor værdigrundlaget lå i religionen og relaterede sig til et menneskes samlede
adfærd. I dag yder moralen ingen samfundsmæssig integration. Koden god/dårlig bliver benyttet, men den
kører så at sige i tomgang (Luhmann 1997a:248). Der mangler konsensus over kriterier for tildeling af værdi-
erne: Moralkommunikation fører mere end nogensinde til konflikter – ikke til integration 157 . Både moral og
etik ser vi tematiseret i den iagttagede periode – med en moraliserende diskurs og krav om ’etik i erhvervsli-
vet’, atter ud fra antropocentriske forestillinger om enhedsperspektiver og privilegerede værdier. Her kon-
strueres optikker, der iagttager ud fra sondringen god/dårlig uden at se den manglende (mulighed for) kon-
sensus. Det skaber selvgode kritiske positioner – forestillinger om en priviligeret position – og dermed kon-
flikter. Men som vi skal se i en polycentrisk rekonstruktion, kan vi også tildele sådanne positioner funktioner
i en særlig moraliseringsdynamik for det senmoderne samfund. Generelt for moralen gælder det, at den i vor
tid tilskrives en slags alarmfunktion:
D 2
! % , !
(;;> $+#+%
Vi kan i forlængelse heraf indkredse protestkommunikationen, som er kendetegnet ved sin særlige selvforstå-
else som værende uden for samfundet. Protestkommunikationen finder sted i samfundet, ellers ville den ikke
være kommunikation, men som om det var udefra. Protestkommunikationen stabiliserer sig som sociale be-
vægelser, men ikke ud fra de dominerende samfundsstrukturelle principper: Hverken som funktions- eller or-
ganisationssystemer. Formentlig er det i det perspektiv, der tales om rod i et ’civilsamfund’ – men det bliver i
en polycentrisk rekonstruktion uden den normative orientering, som når fx Habermas tillægger civilsamfun-
/8 WD + % ! % % N % K > % 5 ! 'I ,- % ! +
77 . 90
211