Grænser for ansvar - Susanne Holmström

svarende uophørlige dynamiske processer, kommunikationer, som fordøjer verdenskompleksiteten og pro-
cesserer ny kompleksitet, ny virkelighed ud fra hver sine særlige selektionsmekanismer.
Det er nok kontingent – men det er ikke tilfældigt. Hvert perspektiv ser verden med sine særlige sondringer.
Derfor kan man foretage analyser af stor stringens i denne hyperkomplekse interaktion. Men først og frem-
mest kan vi fremanalysere de dynamikker, der bærer de sociale processer – og dermed også reformulere den
aktiverende problematik i analysens empiriske iagttagelsesfelt; ændringer i forventninger til erhvervslivets
samfundsansvar, som udtryk for samfundets ansvar for fortsættelse af kommunikationsprocesserne. Det er en
tese, jeg fører videre i de følgende dele.
= " 6 "
Med det metateoretiske paradigmeskifte, jeg har udfoldet i denne del, ses enheden af samfundet som sond-
ringen mellem samfund og menneske (og anden ikke-social reproduktion), mens både hverdagens og forsk-
ningens iagttagelser traditionelt sætter samfund og mennesker på samme side af forskellen. Tilsvarende oplø-
ses forestillingen om et monocentreret samfund, om en fælles interesse, hvor samfundets enhed ses som for-
skellen mellem samfund og fx særinteressen. I stedet fokuseres på de selvorganiserende sociale processer
som filtre for erkendelsen. Det har konsekvenser både for afhandlingens selv- og fremmediagttagelse.
For det første lokaliserer det konsekvente distinktivt rekonstruerende perspektiv problemstillinger i de selv-
organiserende, selvreferentielle sociale processer, hvis dynamikker, karakter og begrænsninger tilsvarende
konditionerer de problemløsninger, vi kan fremanalysere.
For det andet skelner jeg mellem blinde og refleksive 2. ordens iagttagelser i videnskaben og tilskriver mig
refleksivt den refleksive 2. ordens iagttagelse. Den indebærer – paradoksalt – at man kan se, at man er blind,
og at blindheden er nødvendig for at kunne se. Her pointerer jeg forskellen på 2. ordens fremmediagttagelse
og 2. ordens selviagttagelsen. Videnskaben vil altid lægge et iagttagelseslag oven i det iagttagede systems
distinktioner, og bliver dermed en 2. ordens fremmediagttagelse. Imidlertid kan dette blik hvile i en blind 1.
ordens selviagttagelse – dvs at det videnskabelige blik ikke forholder sig refleksivt til sig selv. Kuhns para-
digmeteori blev et fyrtårn for iagttagelsen af videnskaben som baseret i kontingente iagttagelsesoptikker og
for den refleksive 2. ordens selviagttagelse som forudsætningen for videnskabens 2. ordens fremmediagtta-
gelse. En iagttagelsesform, som denne afhandling i forlængelse af tendensen i samfundsvidenskabens pro-
grammer i sidste halvdel af 1900-tallet tilskriver sig.
En iagttagelse af 2. orden – som iagttager den første iagttagelse på grundlag af en anden sondring – kan se,
hvad den iagttagede iagttagelse ikke ser, og også se, at den ikke ser det 105 . Således kan den blinde plet, jeg
tager i brug for at kunne se, igen iagttages af en anden iagttagelse. Og så fremdeles. Den refleksive analyse
risikerer selv at ryge ud i denne regres. Men for at undgå at forvilde sig ind i paradoksets blindgyder, afpara-
dokserer den sig ved at gøre distinktionen nødvendig i problemformuleringen: Hvad vil vi kunne se, hvis vi
ser med Luhmanns optik og dermed distinktionen ’polycentri antropocentri’?
Det metateoretiske paradigmeskifte, som anvender iagttagelsessondringen ’polycentri antropocentri’, med-
fører så en iagttagelsesskematik, som bestemmer, hvad min analyse vil kunne se og hvad den ikke vil kunne
se, og hvordan den vil kunne se det, den kan se. Først og fremmest er det sondringen ’kommunikation men-
/ #D ! ! & % % ' % & % & % % ' < ! )
!% . ! ! ! ! ' ! * ! ! " ! " + & % ! ! ' C
" + * ! % + ' < * % ! ! ! ! & % " + & + & )
'# - % ,( % ! - % 7=7. ) N ! K % 77 . 0'
106