Grænser for ansvar - Susanne Holmström

at den omvendte sondring ikke er gældende for funktionskommunikationen. Funktionskommunikationen
konstituerer sig ikke til forskel fra protestkommunikationen. Heri ligger en medfødt asymmetri.)
For det første differencen ’protestkommunikation dominerende kommunikation’: Her ser vi, at netop den
kendsgerning, at funktionskommunikationen forekommer og behersker scenen, muliggør utilfredshedens
kommunikation over denne kommunikation. Protestkommunikationen tager sin næring i det etablerede sam-
fund. Samfundet producerer på den ene side et effektivt kommunikationspotentiale og på den anden side util-
fredshed med netop denne kommunikation (jf (Luhmann 1996, opr. 1985:61). Således ser vi også, at hvor
funktionskommunikationen opfatter sig som værende samfundet, ser protestkommunikationen sig i en positi-
on uden for det funktionelt differentierede samfund (og er således blind over for en rolle som samfundets
selvbevarende selvkritik).
For det andet forholdet til den funktionelle kontingens: Funktionskommunikationen bestræber sig konstant
på at afparadoksere det forhold, som kontingensen er udtryk for; protestkommunikationen synliggør kontin-
gensen (dog ikke sin egen): Iagttagelsen sker for det tredje netop ikke fra en refleksiv position, dvs protest-
kommunikationen afparadokserer sin egen kontingens – og i en grad, der overbyder funktionskommunikatio-
nen, formentlig en nødvendighed for at kunne etablere sig imod den dominerende kommunikation. Egen po-
sition opfattes som priviligeret, og protesten som nødvendig, ikke som kontingent.
For det fjerde etablerer protestkommunikationen sig i en position som offer for funktionskommunikationen
ud fra distinktionen ’fare risiko’, ’offer beslutningstager’. Protesten gælder altså andres handlinger.
For det femte bruger protestkommunikation en selvbeskrivelse som ’bevægelse stabilisering, organisering’.
Netop gennem en beskrivelse i samfundet som ’bevægelse’ kan sociale bevægelser identificere sig selv som
bevægelser. Det fører til en styrkelse af deres identifikation og selvreference, også fra en anden distinktion:
’bevægelse uro, opstand, voldsomme episoder’ (Luhmann 1984/2000:463).
For det sjette – vi ser samfundet stille sociale bevægelser til rådighed netop til forskel fra funktionssystemer:
! (;