Grænser for ansvar - Susanne Holmström

videre kommunikationer. Først skaber offentligheden rummet. Men offentligheden kan ikke producere gen-
stande. Den er indskrænket til at kunne irritere:
" B ( 3 5
!6 (;;=$(#)%
Vi kan altså i en teoretisk ramme forstå nyhedsmedias betydning i det polycentrerede samfund i to interrela-
terede sammenhænge. For det første som producent af forestillingen om en fælles virkelighed:
4 5 ! (;;= $;%
For det andet kan vi indfange nyhedsmediernes særlige rolle i samspillet med risikosamfundets fokus på be-
slutninger som kontingente. Ved at fokusere på enkeltsager leverer nyhedsmedia et løbende tillidstjek af risi-
kable beslutninger. De kan skabe uro og angst ved at fremdrage fejl og mangler, og deres vilkårligt flakkende
opmærksomhed bidrager til indtrykket af instabilitet; men de fungerer samtidig og netop derigennem også
som løbende stikprøver af beslutningers fare-potentiale. Lynet kan slå ned hvor som helst. Enkeltsagerne får
symbolkarakter og optræder som eksemplariske repræsentanter for det bredere felt af beslutninger.
Som jeg ser det, kan vi forstå nyhedsmedias evige tørst efter nyheder, som med det umiddelbare blik proble-
matiseres, som en funktion, der i særlig grad er tilpasset et polycentreret risikosamfund. Kodens forhold til
tiden har nemlig særlige konsekvenser. Så snart en information iagttages, bliver den til ikke-information (fra
at være nyhed til ikke-nyhed). Derfor må nyhedsmediesystemet hele tiden konstruere nye informationer for at
fortsætte sin autopoiese. Man kan derfor sige, at
/ : :
! (;;= $+>2+>
Her problematiseres den vilkårlighed og resonansforvrængning, som udvælgelses- og bearbejdningskriterier
medfører. Med Luhmann bliver problemet hverken, at nyhedsmedia ikke følger koden sand/falsk: „Ich glau-
be nicht, daß Wahrheit das zentrale Moment der Medien sein kann“ (Luhmann, interview 1996), siger han i
et interview. Problemet bliver heller ikke beskyldninger for manipulation af den offentlige mening, fordi en
ikke-medkommunikeret interesse følger med i nyhedsformidingen (Luhmann 1996b:78). Problemet bliver
snarere nyhedsmedias særlige selektionskriterier (diskontinuiteter, handlinger, beslutninger, personer, lokal-
interesser, kvantitet mv), som kan fordreje resonansen i funktionssystemerne 178 .
Det mener jeg ikke i triviel forstand derhen, at nyhedsmedia ’fordrejer sandheden’ eller hænger fx erhvervs-
virksomheder tilfældigt ud. Jeg mener snarere, at efterhånden som nyhedsmedia iagttages at have en ’central’
rolle i et polycentreret samfund, vinder medieomtalen stadig større resonans i de iagttagede systemer. Det
kan føre i forskellige retninger, som vi også kan fremanalysere det empirisk med erhvervslivet som case:
Asymmetri til fordel for nyhedsmedia, eller asymmetri til fordel for erhvervslivet. Med ’til fordel for’ mener
88 2 %
8= ( ! ! ! ,- % 779 0& ! ! ,L . + /'/0'
2