Grænser for ansvar - Susanne Holmström

polycentrering af begrundende referencer til forskel fra en fælles reference eller en priviligeret metaposi-
tion (som fx forestillingen om offentligheden).
styrkelsen af den funktionelle differentiering til forskel fra nedbrydning af grænser; til forskel fra integra-
tion i traditionel forstand.
at åbenhed baserer sig i lukkethed, og at lukketheden styrkes gennem åbenheden – og at evolution såle-
des overvejende relaterer sig til ændringer i de sekundære iagttagelsesskematikker, mens de bærende ud-
differentierede lededifferencer snarere styrkes gennem evolutionen.
at læring ikke er samfundets (hhv organisationens) tilpasning til omverden, men til samfundet (hhv
organisationen) selv: Samfundet (hhv organisationen) kan kun tilpasse sig en omverden, som er
systeminternt konstrueret ud fra systemets egne kategorier.
Jeg peger således på, at vi kan lokalisere det aktiverende problem for samfundet i det forhold, at fragmente-
ringen i uddifferentierede sociale dynamikker i løbet af 1900-tallet aktiverer en gensidig afhængighed i et
omfang, så det skaber sociale konflikter i en grad, der truer samfundets fortsættelse. Samtidig peger jeg på, at
en fælles overgribende norm, moral eller anden magtform som konfliktløser ikke alene vil være umulig, men
også samfundsnedbrydende. For når vi forsøger at anlægge de selvorganiserende sociale processers perspek-
tiv, bliver problemet for disse samfundskonstitutive, kommunikative processer at fortsætte sig selv. Således
kan et samfund kun forestille sig en ændring af sit stabilitetsprincip og dvs sin differentieringsform som kata-
strofe (jf Luhmann 1996 (opr. 1987):104).
Således bliver udgangspunktet for min analyse, når jeg forsøger at anlægge de sociale processers perspektiv
for at kunne se den sociale dynamik, at uddifferentieringen ikke er problemet, men betingelsen – og at dens
opretholdelse bliver problemet. Dermed bliver problemet heller ikke fravær af muligheden for en fælles
overgribende koordinering i samfundet; som snarere bliver en del af problemet – for den ville nedbryde sam-
fundets grænsesætninger og dermed de uddifferentierede kommunikative processer, og det vil sige samfun-
det.
Det aktiverende problem i de sociale processer, der er analysens fokus, bliver: Hvordan regulerer samfundet
sig selv, således at de uddifferentierede dynamikker bevares autonome – og alligevel koordineres?
Jeg antyder med udgang i det metateoretiske paradigmeskifte, at det problem, som har aktiveret ændringerne
i det empiriske felt, skal findes i selve samfundets formprincip og det stadie, det har nået i sin evolution gen-
nem sidste halvdel af forrige årtusinde. Men samtidig har jeg i det empiriske felt peget på konflikter i og om-
kring erhvervsvirksomheder og de ændringer, det tilsyneladende har medført i forventningerne til erhvervsli-
vets legitimitet og samfundsansvar. Hvordan hænger det sammen? Det vil jeg i næste kapitel give nogle fore-
løbige svar på ved at udvide min analytiske iagttagelsesoptik med organisationsniveauet.
90