Grænser for ansvar - Susanne Holmström

den lange række decentrale regulerende tiltag i form af branchekodekser, public relations, issues manage-
ment, stakeholder-referencer, dialogfora, nye regnskabsformer, frivillige mærkningsordninger, som er virk-
somme ikke gennem deres legaliserende, men gennem deres legitimerende karakter.
I den forståelse bliver integration en løbende gensidig indskrænkning af frihedsgrader i systemerne, som en
’structural drift’ (Luhmann 2000a:397), en gensidigt regulerende legitimering, der er kompatibel med delsy-
stemernes autopoiese. Willke peger på, at en sådan ”reduktion af de gennem samfundet selv skabte optioner
er et spørgsmål om overlevelse for moderne samfund” (Willke 1994:29), altså en kontingensregulerende ko-
ordinering af funktionssystemerne. Integration bliver en forudsætning for desintegrationen, og jeg relaterer til
begrebet kontekstregulering, som jeg med inspiration i bl.a. Willke har udfoldet i min kandidatafhandling
(Holmström 1996/1997). Om end vi i strikt forstand altid kun vil kunne forstå et polycentreret samfund som
kontekstreguleret, så bruges begrebet kontekstregulering her for at beskrive en gensidig selvreguleringsform,
som er evolveret i samfundet i nyere tid, og som konditionerer høj kompleksitet både inden for og mellem sy-
stemerne, altså høj independens samtidig med høj interdependens. Det er i overensstemmelse med mit over-
ordnede perspektiv, det funktionelt differentierede samfunds selvbevarende bestræbelser, som peger på, at de
funktionelle systemgrænser tilstræbes bevaret og styrket for at sikre og videreudvikle den vundne kompleksi-
tet. Den sociale koordinering vil tilstræbe en høj autonomi i systemerne og en høj interdependens mellem sy-
stemerne. Derfor kan vi ikke pege på traditionelle sociale koordineringsmidler, såsom central regulering, eller
1. ordens selvregulering 187 som fx i den klassiske liberalismes markedsregulering. I den centralt regulerede
model vil fremmedreferencen dominere systemkommunikationen. Det svækker kompleksiteten i systemerne.
I den klassisk-liberale model, hvor reguleringen decentraliseres blindt i funktionssystemerne, vil selvreferen-
cen dominere systemkommunikationen. Det svækker kompleksiteten imellem systemerne (jf Figur 47).
Det er for at indfange et evolutionært træk, som arbejder mod at konditionere både en høj intern og ekstern
kompleksitet, at bl.a. Willke (Willke 1993:kap 6) med base i Luhmanns teorier peger på kontekstregulering
som integrative bestræbelser, der indskrænker systemernes frihedsgrader og øger den gensidige forventnings-
sikkerhed gennem kontingenskontrol (Holmström 1996/1997:76). Jeg videreudvikler dette forslag her i af-
handlingen som polykontekstreferentiel selvregulering, nærmere: Selvlegitimering – kort: polykontekstlegiti-
mering. Når jeg inddrager ’poly’ og ’legitimering’ er det for at betone netop det særkende, at selvregulerin-
gen refererer til et komplekst legitimerende samspil imellem de polycentrerede systematikker i samfundet.
$ * $ 5
$ ! % Z Z ! ! %$ %$
/
$ 5 ( ( ! ! %$ %$
. . !" !"
%$ %$ '
2
, 5 2
Figur 47: Forhold mellem systemkompleksitet og social reguleringsform (min videreudvikling af figur 8, Willke
1993:272).
Allerede i min kandidatafhandling pegede jeg på socialsystemers evne til den særlige 2. ordens iagttagelse i
refleksionen som omdrejningspunktet for de ændrede koordineringsformer mod slutningen af 1900-tallet. Re-
=8 1 ! ! ; ' < 2 ! & ! ! ! %2 + ! '
! ' ! ! '
245
2