Grænser for ansvar - Susanne Holmström

(
Når ambitionen er indsigt i de sociale processer uden at ty til den afparadoksering, der ligger i at lægge socia-
le motiver og løsninger uden for disse – hos mennesket, hos naturen – så er den analytiske konsekvens, at
problematikken må rekonstrueres ud fra de selvorganiserende, selvreferentielle processer selv.
Om end vi ser, hvordan samfundet sætter sig selv i fare gennem sin påvirkning af sin omverden (jf Luhmann
1996a:47), så bliver problematikken og den egentlige drivkraft i dynamikken ikke konflikterne mellem sam-
fundet og dets omverden, men de indbyggede problemer i det funktionelle differentieringsprincip – dvs de
sociale processer og de forskellige samfundsområders gensidige påvirkning. Hovedproblemet i samfundets
perspektiv bliver således bevarelsen af de funktionelle grænser. Denne del vil derfor fokusere på en videre-
formulering af det aktiverende problem for den iagttagede periode, som jeg har lagt an til i forrige del: Be-
vægelsen fra iagttagelsen af de funktionelle grænser som problem – til fokus på problemet for de funktionelle
grænser. I dette perspektiv bliver det interdependensen snarere end independensen, der truer samfundet. Inte-
gration snarere end desintegration. Konsens snarere end konflikt. For meget sensitivitet og resonans snarere
end det modsatte.
Hermed vil jeg også pege på, at den øgede resonans for omverdensbelastninger, som de empiriske iagttagel-
ser indikerer, ikke kausalt kan tilbageføres direkte til større omverdensbelastninger – men til en større intern
sensitivitet i samfundet. Sensitiviteten evolverer først som problemløsning på et specifikt stadie af evolverin-
gen af det funktionelt differentierede samfund (historisk mod slutningen af 1900-tallet), men viser sig der-
næst i sig selv at kunne udgøre et problem for samfundets fortsættelse. Når eksterne belastninger bringes ind i
samfundets kommunikation gennem et eller flere socialsystemer, er de her uden muligheder for en harmonisk
koordinering: Tværtimod dominerer sandsynligheden for konfliktfyldt og forvreden resonans, som med den
øgede sensitivitet fører til den hyper-irritation, vi kan indkredse som det problem, de sociale processer reage-
rer på mod slutningen af den iagttagede periode gennem aflastning i institutionaliserede forhandlingsfora og
nye strukturelle koblinger i form af kodekser, standarder, alternative regnskabsformer og i organisatoriske ru-
tiner.
Jeg har lagt an til sådanne rekonstruktioner i det forrige, og kort bliver problematikken i mit samfundsper-
spektiv for de sociale processer på samme tid at sikre funktionssystemernes autonomi gennem gensidig hen-
syntagen og desuden hensyn til omverden på en måde, så det funktionelt differentierede samfund ikke under-
graver sine egne forudsætninger.
Det er væsentligt at markere positionen skarpt, når perspektivet er det funktionelt differentierede samfunds:
Problemet for samfundet bliver at sikre desintegration snarere end integration. Det er en diagnose, som ven-
der op og ned på den diagnose om desintegration som moderne samfunds problem, som det klassiske integra-
tionsbegreb medfører. For går man ud fra muligheden (eller risikoen!) for et fælles perspektiv, går man ud fra
forældede selvbeskrivelser. Man ser ikke, at en sådan integration vil risikere den sociale orden – og ikke det
modsatte:
,
! (;;> $=(< %
208
9 ,
* 2
2