Grænser for ansvar - Susanne Holmström

( *
Med Luhmanns teoridannelse som den analytiske optik på forventningerne til erhvervslivets legitimitet og
samfundsansvar gennem det seneste halve århundrede toner et billede frem af en evolutionær proces og et
komplekst, polykontekstuelt samspil mellem de uddifferentierede sociale systematikker. Der tegner sig en
særlig bevægelse i de moderniseringsdynamikker, vi kan forstå som aktiverede af det stadie i evolutionen af
det funktionsdifferentierede samfund, hvor ’independens interdependens’-paradokset bliver et problem for
samfundets kommunikation. Historisk vil vi således kunne identificere dette tidspunkt på forskellige regiona-
le tidspunkter, afhængig af det stadie, evolutionen af det funktionsdifferentierede samfund har nået i pågæl-
dende region. Men jeg mener, vi kan fremanalysere tre bærende interrelaterede bevægelser i vesteuropæiske
samfund gennem sidste halvdel af 1900-tallet.
For det første foreslår jeg, at forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar gradvist har
ændret sig, så vi kan tale om, at et nyt virksomhedsparadigme evolverer. Måden at drive erhverv og virksom-
hed på er sociale konstruktioner, som skifter over tid, og regulerer vores forståelse af legitim erhvervsadfærd
og af beslutningsprocesserne i organisationer.
For det andet foreslår jeg, at ændringerne i erhvervslivet relaterer sig til ændringer i funktionssystemernes
programmer, og med mit fokus specifikt på økonomien: Økonomiens grundlæggende funktion ændrer sig ik-
ke. Men det gør de societale betingelser, og det udløser transformationer i det økonomiske rationales sociolo-
gi, nærmere: En udvidelse af iagttagelsesskematikken, som øger de selvregulerende processers sensitivitet
mod en polykontekstreferentiel selvlegitimerende kontingenskontrol.
For det tredje foreslår jeg, at de iagttagede ændringer i erhvervslivet er afledt af det funktionsdifferentierede
samfunds bestræbelser på at fortsætte sig selv. Ved at fremprovokere en øget sensitivitet imellem sine uddif-
ferentierede subsystemer (funktionssystemerne), som fører til en øget selvreferentiel kontingenskontrol i
hvert funktionssystem med en medløbende polykontekstuel reference, styrkes de funktionelle independenser,
imens de interdependente relationer understøttes.
Det problem, der i mit blik har aktiveret evolutionen af et nyt virksomhedsparadigme, er altså hverken er-
hvervslivets, menneskets eller miljøets trivsel. Jeg forstår ikke de nye forventninger til samfundsansvarlighed
som grundlæggende aktiveret hverken af økonomiske, organisatoriske eller ikke-sociale problemstillinger –
om end de er involveret – men som aktiveret af selve samfundets differentieringsprincip. Jeg ser forandrin-
gerne i forventningerne til erhvervslivets samfundsansvar som aktiveret af samfundssystemets modernise-
ringsdynamikker. Og følgelig ser jeg iagttagelser omkring samfundsansvar af og i erhvervslivet generelt og
enkeltvirksomheder specifikt som udtryk for megatrends i den samfundssystemiske evolution – uden at po-
stulere overgribende forståelser, som hverken ville kunne sætte sig igennem i de selvreferentielle funktions-
systemer eller i organisationer.
Således mener jeg, at vi kan uddifferentiere den evolutionære bevægelse på tre interrelaterede dimensioner
med hver sin særlige dynamik og sin særlige belastningsproblematik:
Samfundssystem: Selve samfundets fortsættelse, hvor problemet specifikt bliver fortsættelsen af det
funktionsdifferentierede formprincip.
Funktionssystem: Afbalanceringen mellem de uddifferentierede funktionssystemers independens og
interdependens. Her er analysens fokus bevarelsen af funktionssystemernes grænser og samspillet
mellem de uddifferentierede funktionsområder, mere specifikt på resonansen i økonomisystemet og
aflastningen af hyper-irritationen og den forvrængede resonans, som kan få de sociale processer til at
løbe løbsk.
314