Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Virksomhed og samfund – een symbose
Erhvervslivet etablerer en dialog med f.eks. miljø- og forbrugergrupper, for hvis virksomhederne ikke er ansvarlige overfor
omverdenen, vil det uvægerligt betyde, at lovgiverne indskrænker deres frihed.
”Først når erhvervsmanden i praksis har vist, at virksomheden ikke trives på andres bekostning men tværtimod øger alles
velfærd, vil han til stadighed få den frihed, som virksomheden behøver.” (Erhvervslederen Stephan Schmidheiny,
Schweiz)
Edzard Reuter, direktør for Daimler-Benz, fremhævede specielt nødvendigheden af en holdningsændring i erhvervslivet.
Ifølge Reuter må erhvervslivet indlade sig i en dialog af egen fri vilje. Specielt gælder det om at komme i gang inden
virksomheden bliver bragt ubehjælpeligt i defensiven af pres fra omgivelserne. ”Virksomhedslederen, der vier sig til perfektioneringen
af de daglige aktiviteter og skyder alle andre spørgsmål til side, spiller russisk roulette. Han bliver en sikker
taber, når hans virksomhed konfronteres med andre samfundsgruppers værdisæt.”
Citat 28: Rapporter fra St. Gallen symposiet i Dagbladet Børsen (Lauritzen 1987-06-05), (Lauritzen 1987-05-27).
Shell er i dag internationalt blevet et symbol dels på erhvervslivets overvejende fastholden i sin konventio-
nelle selvforståelse, dels på de ændringer i forståelsen både i og omkring erhvervslivet, som sætter igennem
især i 90erne. Konfronterende strategier og asymmetrisk kommunikation var nøglebegreber, indtil reaktionen
fra hvad der blev opfattet som den globale opinion fik Shell til at ændre holdning:
“We did not take into account the views of the public, or signals that politicians had changed their minds.” Instead Shell
hid behind the fact that it was technically allowed to use deep-sea disposal under a clause in the Oslo-Paris accord on
dealing with oil rigs (…). Mr Herkstroter still thinks Shell’s disposal plan was the best technical option. What pains him
is that the company blundered on for so long regardless of the mounting public and political opposition until it was forced
to climb down.
Citat 29: Kommentar til Shell i The Economist, med citater af Cor Herkströter, bestyrelsesformand i Shell (The-
Economist 1997:73).
At det åbenbart ikke rakte at lytte til lovgivningen, har andre virksomheder forinden erfaret, eksempelvis:
.. the head of Hooker Chemical, years after the devastating experience of Love Canal, looked back with remorse. He had
listened too long to the lawyers who told him the company was in the clear – and he missed the chance to deal with public
opinion.
Citat 30: I ’Going Green’ – en håndbog for erhvervslivet om, hvordan man møder den ny ’grønne’ omverden – pointeres,
at det ikke rækker at lytte til lovgivningen (Harrison 1993:15).
Shells image i offentligheden tog første gang alvorligt skade, da virksomheden fortsatte sine aktiviteter i
Sydafrika i 1980erne på trods af den internationale handelsembargo mod apartheidsregimet. Senere kom bl.a.
problemer til i Nigeria med både miljø (olieforurening) og menneskerettigheder – det sidste fordi Shell valgte
politisk neutralitet og blev anklaget for at støtte det nigerianske militærdiktatur. I foråret 1995 sikrer Shell sig
sine direkte berørte interessenters samtykke til dumping af olieboreplatformen Brent Spar i Nordsøen. Det vi-
ser sig nu ikke længere at række. Greenpeace formår i samarbejde med massemedia at vække ‘sensation’ i
ordets egentlige forstand – altså en følelsesladet stemning. En omfattende mediedækning aktiverer – ifølge
massemedias egne beretninger – verdensopinionen. Resultatet bliver omfattende boykot-aktioner mod Shell,
ikke mindst i Tyskland og Danmark:
122