Grænser for ansvar - Susanne Holmström

For det første knytter der sig til den nyhedsmediale udbredelse en forestilling om nyhedsmedia som offent-
lighedsplatform. Snarere vil jeg med Baecker (Baecker 1996) pege på, at vi kan forstå massemedierne som en
andenversion af offentligheden, der besætter dens sted uden af kunne udfylde den. Men netop illusionen om
nyhedsmedia som offentlighedsplatform er sammen med nyhedsmedias evne til produktion af genstande,
som samfundet kan kommunikere over (ud fra de forskellige uddifferentierede perspektiver) formentlig med
til at generere den store resonans, den nyhedsmediale kommunikation vinder i samfundets øvrige systemer i
den iagttagede periode.
For det andet faciliterer nyhedsmedias selektionskriterier med præferencer for konflikt og moralisering
snævre alliancer med protestmoralen.
For det tredje kan vi forstå nyhedsmedias evige tørst efter nyheder som en funktion, der i særlig grad er til-
passet et polycentreret risikosamfund. Lynet kan slå ned hvor som helst. Enkeltsager får symbolkarakter som
eksemplariske repræsentanter for det bredere felt af beslutninger. Det er her, vi kan vi indfange mediernes
særlige rolle i samspillet med risikosamfundets fokus på beslutninger som kontingente. Ved at fokusere på
enkeltsager leverer nyhedsmedia et løbende tillidstjek af risikable beslutninger. Det er tjek, som i særlig grad
påkræves, når tilliden genereres ud fra den polykontekstuelle selvregulering i stedet for oplevelsen af en cen-
tral regulering via den konventionelle lovgivning.
Efterhånden som nyhedsmedia iagttages at have en ’central’ rolle i et polycentreret samfund, vinder medie-
omtalen stadig større resonans i de iagttagede systemer. Det medfører, som jeg ser det, tre problemstillinger,
som samfundet i sine egne processer forsvarer sig imod:
1) Med sin virkelighedskonstruktion ud fra de særlige selektionskriterier lurer den konstante risiko for en re-
sonansforvrængning – ikke alene i den nyhedsmediale kommunikation, men – og det er her jeg ser det egent-
lige problem i det samfundsmæssige perspektiv – også i det øvrige samfund, som ser de nyhedsmedialt
kommunikerede temaer og har vanskeligt ved at få øje på andre som ’fælles’ temaer. De temaer, der ses som
’bedste stof’ og kan fornys løbende, får størst opmærksomhed – selv om andet måske har større opmærksom-
hed i behov.
2) Med sin indbyggede tørst efter nyheder og vilkårligt flakkende opmærksomhed skaber nyhedsmedia uro
og bidrager til indtrykket af instabilitet og risici. De fungerer samtidig og netop derigennem også som løben-
de stikprøver af beslutningers fare-potentiale, og vi ser her en funktion som ’tillidstjek’ i det polycentrerede
samfund, som omvendt garderer sig mod hyper-irritation gennem modstrategier. Det er i det perspektiv, jeg
ser professionalisering og rutinisering af mediekontakten fra det øvrige samfunds side.
3) Med oplevelsen af nyhedsmedias væsentlige rolle i det polykontekstuelle tillidsforhold ser vi, at den ny-
hedsmediale tematisering tillægges stor betydning i det øvrige samfund. Heri kan vi se faren for nedbrydning
af grænser i to perspektiver. At enten andre systemer lægger sig så tæt op ad mediernes selektionskriterier, at
deres programmer bliver dysfunktionelle ved at vægte mediernes selektionskriterier. I det økonomiske fokus
vil det være situationen, hvis en erhvervsvirksomhed fx afholder sig fra en gunstig investering, alene fordi
den vil kunne se uheldig ud, hvis nyhedsmedia tematiserer sagen. I det andet perspektiv forstår jeg det for-
hold, at andre funktionssystemer ud fra egne præferencer forstår at udnytte de nyhedsmediale selektionskrite-
rier. Det er den sammenhæng, vi kan se undervejs i den iagttagede evolution, hvor nyhedsmedias selektorer
forstærkes og bliver suppleret med nye af organisationer, som udvikler egne rutiner ud fra de nyhedsmediale
selektorer. Her tænker jeg fx på Greenpeace’s demonstrationer, erhvervslivets medierådgivning, politiksy-
stemets spin doctors. Jeg mener, at vi i det analytiske perspektiv, jeg anlægger, kan forstå det som en dyna-
338