Grænser for ansvar - Susanne Holmström

fleksion bliver tilsvarende omdrejningspunktet i denne afhandling – både som løsning i forhold til de pro-
blemer for det funktionelt differentierede samfund, jeg i det foregående har fremanalyseret ud fra iagttagelser
i det empiriske felt – og som et problem for samfundet.
) " " " (
Med min introduktion til refleksion som socialsystemisk begreb udvides den analytiske iagttagelsesskematik
i forhold til introduktionen af iagttagelse i del II. Jeg betonede her, hvordan enhver iagttagelse er afhængig af
det iagttagende systems operationsmodus og benytter sin egen distinktion som sin blinde plet.
Imidlertid gives der med refleksionen en mulighed for at justere disse blinde pletter, for en relativering. I re-
fleksionen løftes perspektivet fra den monokontekstuelle 1. ordens iagttagelse til en polykontekstuel 2. ordens
iagttagelse.
Refleksion skal hverken ses i en upræcis almenforståelse, i en individ-orienteret referenceramme eller som en
medfødt organisatorisk evne. Begrebet må heller ikke forveksles med 1. ordens iagttagelsens refleksivitet 188
(jf Figur 48). Refleksion skal derimod ses i snæver sammenhæng med den måde, et socialsystem iagttager sin
iagttagelse af sig selv og sin omverden på og som en evne, der udvikles evolutionært i sociale læreprocesser.
Når systemet overgår fra iagttagelsen af egen iagttagelse – refleksivitet, basal selvreference – til iagttagelse af
systemet selv via sondringen ’system omverden’, altså sondringen mellem selvreference og fremmedrefe-
rence, sker det ud fra en genindføring 189 på basis af den sondring, der konstituerer systemet (jf Baraldi, Corsi
et al. 1999:128). Det er denne iagttagelse af egen iagttagelse, der kaldes refleksion. Selviagttagelsens niveau
– orden – bestemmer, om vi kan tale om refleksivitet eller refleksion:
7 8
( ' ] 2
]
" ' 2
] 2
]
Figur 48: Refleksivitet og refleksion.
, * 2 .
6
' :
: . ' 5 9 ( 2
1
På 1. orden er selv-iagttagelsen suppleret med selv-refleksion. Basal selvreference betyder, "at processen må
bestå af elementer (hændelser) som gennem at medrelatere deres sammenhænge til andre elementer i samme
proces kan optage relation til sig selv" (Luhmann 1984/2000:185). Systemet reflekterer forskellige egen-
skaber ved sig selv. Det bliver i stand til at lære og til at forandre forhold ved sig selv 190 . Vi så, hvordan er-
hvervslivet først igangsætter forskellige blinde forsvarsmekanismer ud fra denne 1. ordens refleksivitet i re-
spons til de markante ændringer i omverdenskompleksiteten siden 1960erne – inden evolutionen af refleksion
fremprovokeres.
Hos iagttageren af 2. orden suppleres selvrefleksionen med refleksion over sig selv som refleksiv. Det forud-
sætter en genindføring i systemet af grænsen mellem system og omverden, som socialsystemet kan relatere
sin kommunikation til. Således fører 2. ordens iagttagelsen til refleksion som den særlige kommunikation
over kommunikation, der kan trække slutninger tilbage til sine egne iagttagelsesoperationer og relativere sit
== : * ! " 2 ! 4 4 / '
=7 Q ! & + 5 '
7 ! * ,A 77 . 0'
246