Grænser for ansvar - Susanne Holmström

snor for kommunikationen. Jeg har tidligere introduceret paradokset (II.2.2.5) som den måske ultimative kil-
de til de sociale processer, vi ser aktiveret i det empiriske felt.
I lyset af disse fire forhold vil jeg pege på, at vi med et analytisk blik på den empiriske udvikling kan se ten-
densen til en aflastning af refleksionen i funktionelle ækvivalenter i forhold til kontekstreguleringen – nemlig
i god praksis og rutiner, som fortsat reducerer frihedsgraderne og øger den gensidige forventningssikkerhed,
men uden samme belastning af grænser og informationsforarbejdningskapacitet, som refleksionen medfører.
/ 8
8 ( - 9 " 8
8 " - ! %
Figur 51: Funktionelle ækvivalenter – integrative mekanismer – i forhold til kontekstregulering.
Som jeg vil fremanalysere det i delen om evolutionsprocessen ser jeg således en særlig refleksiv dynamik i
samfundet. Vi kan se en periode med refleksion for de organisationer, der har haft særligt motiv og har haft
en tilstrækkelig egenkompleksitet, som åbner op for en ny praksis, som så aflaster sig og følges rutinemæs-
sigt af andre virksomheder. Fx var Shell tilsyneladende betydeligt længere om at opleve motivet end fx Novo
(Citat 5), ligesom udtalelser om de to virksomheders ’kultur’ tyder på forskellig sensitivitet 195 .
) " B $
Men hvilken ækvivalent, der end får polykontekstreguleringen til at fungere – den gensidige refleksion eller
en ny rutinisering, så bliver pointen, at med polykontekstreguleringsmodellen opgives fortolkningen af regu-
lering som kausal kontrol 196 , dvs fremmedreferencen som styrende for systemkommunikationen. Hvor den
selvrefererende regulering tidligere blev suppleret overvejende med en fremmedreference til det politisk-
administrative system gennem lov og ret, så ser vi mod slutningen af 1900-tallet en tendens til en stigende
grad af gensidig regulering i en fortløbende justeringsproces socialsystemerne imellem mod polykontekstuel-
le, dynamiske legitimeringsformer. Pedersen (Pedersen, Andersen et al. 1992) påviser ud fra empiriske un-
dersøgelser et nyt grundlæggende interaktionsmønster i det danske samfund, hvor samfundsreguleringen
overvejende foregår som en løbende justering imellem socialsystemerne. Dette ny mønster paralleliserer jeg
med polykontekstregulering. Systemgrænserne bevares usvækkede og resultatet er det tilstræbte: Høj kom-
pleksitet både i interaktionen imellem systemerne og inde i systemerne. Den integrative polykontekstregule-
ring, som hviler i refleksionen, kan altså forstås som en kompleks form for desintegrativ selvregulering.
Jeg foreslår således, at vi ser refleksion evolvere i samfundet på et tidspunkt, hvor konflikten mellem inde-
pendens og interdependens truer samfundets fortsættelse. Refleksion gør det muligt for et socialsystem at se
sig selv som del af et større strukturelt koblet netværk, at se den gensidige afhængighed og tage hensyn til
denne af hensyn til egen fortsættelse, og med sin autonomi i behold. Men når refleksionen atter har fået kon-
fliktbilledet til at falde til ro – på et højere iagttagelsesniveau –, så aflastes den krævende refleksion, som i sig
selv bærer risiko for samfundets fortsættelse – i regler og rutiner; vi ser en stabilisering i nye legitimitets-
strukturer, som jeg vil fremanalysere i næste del. Først vil jeg yderligere udfolde denne dynamik – absorption
7/ 3 ! % % ! ! "* 4 ! 4 ,J 0 ! K K 4 "
; & ! ! *" & " ' ' + ! % < + * + $ ! * " ! )
K K + + * $ + * K K " '
79 3 ,A 77 ". + 111' . / 0' K Z $ + *+ ! " ' ' ! 2 ! ! ! )
; ! '
252