Grænser for ansvar - Susanne Holmström

De funktionelle independenser er moderne demokratiers grundpille. Det er de uddifferentierede grænsesæt-
ninger, der er udgangen for stabile forventningsmønstre, som rummer høj kompleksitet – og dermed styrker
de kommunikative processer, der er samfundet 184 . Tilsvarende foreslår jeg, at man, når der tales om at indføre
’flere værdier’ i erhvervsvirksomheder, skal være opmærksomme på funktionssystemernes robuste karakter.
Evolutionen vil næppe opgive sine tilkæmpede kommunikationsveje, så vi vil næppe se en ’regression’ til
multifunktionelle indretninger – men vi kan tale om en omprogrammering af økonomien, en udvidelse af
iagttagelsesskematikken 185 .
) ( B -
Vi ser altså, at kommunikationssystemerne udvider deres iagttagelsesskematik til en øget sensitivitet, der kan
se den øgede samfundsinterne omverdenskompleksitet, som interdependensen afføder. Interdependensen gør
større omverdenshensyn relevante, når kommunikationssystemerne vil bevare independensen usvækket og
styrket. Det er en koordinering, som vi tidligere har kunnet lokalisere helt overvejende i den konventionelle
lovgivning som en fremmedreferentiel reguleringsform. Det er en reguleringsform, som får vanskeligt ved at
indfange de mangfoldige og dynamisk skiftende polykontekstuelle sammenhænge i det senmoderne stadie af
det funktionsdifferentierede samfund. Således ser jeg lovgivningen suppleret med en reguleringsform, jeg har
valgt at kalde polykontekstreferentiel selvlegitimering, og som netop aktiverer en øget kompleksitet i de ud-
differentierede systemer i erkendelse af den øgede polykontekstuelle kompleksitet i omverdenen. Jeg frem-
analyserer denne reguleringsform yderligere i det følgende, men vil først føre den pointe igennem, at den fø-
rer til en ny hypersensitivitet i samfundet over for både samfundsinterne og samfundseksterne belastninger
(mennesker, miljø), men fordi independensen er grundbetingelsen, kan vi ikke forvente en koordinering af
resonansen, som tværtom fortolkes gennem ganske forskellige perspektiver, fordrejes og forstørres og bela-
ster de sociale processer. Finder den alternative kommunikation først relevans i et af funktionssystemerne –
som vi empirisk kan se det i nyhedsmediesystemet – så ser vi resonansen kastet rundt mellem funktionssy-
stemerne, som er ’værgeløse’, hvis der knyttes an til deres skematik, og hvor resonansen kan vokse til en
’immens, ukontrollabel egenkompleksitet’. Netop med den øgede interdependens oplever vi en øget sensitivi-
tet funktionssystemerne imellem, som også betyder, at omverdensbelastninger finder hyperresonans mindre
på grund af omverdensbelastningernes karakter og omfang end på grund af funktionssystemernes voksende
interdependens.
Som jeg har nævnt det tidligere (IV.3.3), så er ikke mindst økonomisystemet, hvis først omverdensbelastnin-
ger kan oversættes til prisernes sprog, værgeløst udleveret, hyperirriteret og i fare for at blæse sig op til denne
immense ukontrollable egenkompleksitet. For
5 5 ! Y%
,
! (;