Grænser for ansvar - Susanne Holmström

'
) ) .
For det første ser jeg, at vi kan fremanalysere skiftende strategier som funktionelle ækvivalenter i feltet i en
snæver interrelation med iagttagelser af forholdet mellem independens og interdependens.
2
' 2
2
2
2
87 E* 3'7 * 87 3-&2&83'E -*/ *8 'E 7 .-&8 ' R87 E* 3'7 *
→ → → → →
' 2 '
2
'
( 1 2 ( 1 2 " 1 , " -
' 2 F A . A ' A
327
2
2 8 8 2
5 4 4 5 2 4 2
9 5
- 2 8 2 / 2 . 2 . 2 . 2
2 2 /5 . . 2
2
Figur 79: Skiftende strategier som funktionelle ækvivalenter i de polykontekstuelle justeringsprocesser.
Vi ser en bevægelse fra den konventionelle periodes uproblematiserede independens og grænsesætninger i 1.
ordens basale selvreference, hvor interrelationen overvejende hviler i konventionelle strukturelle koblinger
(såsom lov, bøde, kontrakt, afgifter, skatter).
I den kontra-aktive fase udfordres independensen af interdependensen, men i 1. ordens fremmed- og
selviagttagelser. Det fører til fjendebilleder, forsøg på fremmedregulering – dvs nedbrydning af andres
grænser – og forsvar for grænser.
Den refleksive fase vægter interdependensen som nødvendig for independensen ud fra en 2. ordens selv- og
fremmediagttagelse, som faciliterer polykontekstuelle partnerskaber og forhandlinger som en legitimerings-
mekanisme, der sætter grænserne på spil.
God praksis fasen aflaster 2. ordens iagttagelsen med 1. ordens iagttagelse. Independensen vægtes atter, men
nu ud fra en iagttagelse af interdependensen som forudsætning og ud fra polykontekstuelle strukturelle kob-
linger (fx alternative regnskaber og rapporteringer, certificeringer, bæredygtighedsmærkninger) som gensidi-
ge reguleringsmekanismer.
'
2
'
2
2