Grænser for ansvar - Susanne Holmström

neske’, eller ’socialsystem psykisk system’, og dermed bliver det centrale analyseproblem de kommunikati-
ve processers fortsættelse. Fokus rettes på spørgsmålet: Hvad kan da muligvis risikere kommunikationspro-
cesserne? Her vil jeg have flere bud, men mit fokus vil være på sociale paradokser og de afparadokserings-
bestræbelser, som sættes ind for at undgå kortslutning af de sociale processer.
Det medfører i dobbelt forstand kontra-intuitive blikke, for når paradokser er med som jokere i spillet og ”det
forskellige er det samme”, vendes spørgsmål ofte på hovedet. Paradokser ser jeg på to dimensioner:
For det første paradoksien i min selviagttagelse, dvs i min iagttagelsesoptik: Forsøger jeg at bruge min lede-
forskel ’polycentri antropocentri’ til at afgøre, om denne skelnen er rigtig, ryger jeg ud i et paradoks. Jeg må
altså usynliggøre mine blinde pletter, hvis jeg vil undgå en ufrugtbar oscilleren mellem de to positioner, og
det gør jeg som nævnt ved at vælge at gøre sondringen nødvendig. Men jeg ser mit valg i øjnene som et kon-
tingent valg.
For det andet paradoksien i fremmediagttagelsen, i iagttagelsesfeltet: Paradoksier kan ikke opløses. Men vi
kan som analytikere iagttage, hvilke paradoksale udfoldelser, der accepteres i de sociale processer – dvs hvil-
ke forventningsstrukturer, som vælges og stabiliserer sig, og hvilke blinde pletter, der uundgåeligt følger
med:
,
! 8 (;;)A(;;>$(((%
Systemteoretiske 2. ordens iagttagelser vil netop ikke kun se, hvad iagttageren iagttager – men også, hvad
iagttageren ikke ser, nemlig, at substans er difference, at selvfølgeligheder er stabiliserede usandsynligheder.
Oversat til mit empiriske problemfelt bliver følgen en de-ontologisering og en rekonstruktion af problemfor-
muleringer som: Erhvervslivet er ikke tilstrækkeligt samfundsansvarligt. Bæredygtig udvikling er også er-
hvervslivets ansvar. Hverken erhvervsliv, samfundsansvar eller bæredygtig udvikling bliver i min rekon-
struktion til substans eller konstans, og konsekvensen bliver også et nyt blik på problemformuleringen. Re-
konstruktionen af problematikken sker ud fra ledesondringerne ’social psykisk’, ´samfund mennesker’, ’so-
cial orden kommunikationens ophør’, ’polycentri monocentri’.
Som hovedpointer vil jeg samle blikket om
hvordan paradokset imellem de uddifferentierede funktionssystemers independens og interdependens på
et stadie i evolutionen af dette særlige samfundsformprincip synliggøres og truer med at blokere samfun-
dets kommunikationsprocesser, og hvordan vi kan forstå den turbulens i samfundets legitimeringsproces-
ser, der er afhandlingens iagttagelsesfelt, som afparadokseringer af ’independens interdependens’ para-
dokset og
hvordan kontingenserfaring, som sætter grænser på spil og skaber usikkerhed om sociale forventninger,
kan true samfundets sammenhængskraft og aflaster sig i stabilisering af nye forventningsmønstre. Her vil
jeg atter betone den træghed, der præger processernes dynamik. Samfundet kan kun tilpasse sig til sig
selv, og de iagttagede evolutionsprocesser må formodes at arbejde mod at styrke samfundets funktionelle
formprincip snarere end at nedbryde det. Udgangen for analysen vil være, at samfundet arbejder på at
bevare sit evolutionært tilkæmpede funktionelle formprincip.
107
'
(