Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Den monokontekstuelle iagttager anskuer et problem ud fra et snævert, entydigt perspektiv. Det ændrer sig
med overgangen til 2. ordens iagttagelsen og et bredere synsfelt, som lader en polykontekstuel verden kom-
me til syne. Gennem refleksion ser systemet sig selv i den større kontekst. Systemet øger sin sensitivitet ved
at iagttage, at det opererer i netværk af strukturelle koblinger med andre systemer, og på langt sigt kan skabe
problemer for sig selv ved at skabe problemer for andre. Det monovalente socialsystems iagttagelse af sig
selv i den polykontekstuelle kontekst øger sensitiviteten og resonansen.
En større og mere nuanceret omverden bliver relevant og vinder resonans. Således medfører refleksion et sy-
stems selvrestriktion under hensynet til interdependensen til specifikke omverdenssystemer – for at sikre
egen independens og dermed eksistens. Det er her, jeg finder basen for de ændringer i forventningerne til er-
hvervslivets samfundsansvar og -ansvarlighed, jeg fremanalyserer i den iagttagede periode: Fra refleksivite-
tens monokontekstuelle verdenssyn og monovalente funktionelle reference, som illustreret fx med distinktio-
nen ’profit people, planet’ – mod refleksionens polykontekstuelle verdensbillede; fortsat med forankring i
monovalensen, men med en sensitivitet over for andre værdier som fx illustreret med sondringen ’people,
planet, profit no profit’. Vi aner her konturerne af polykontekstregulerende koordineringsformer.
Fra 1. ordens iagttagelser, hvor samfundets iagttagere ser hinanden ud fra de indelukkede verdensbilleders
fordomme og fastlåste positioner, så åbner den refleksive 2. ordens iagttagelse op for et mere nuanceret syn,
der spørger til både eget og modpartens verdensbillede – dvs til hvilke sondringer den iagttagede iagttager
lægger til grund for sine indikationer, og hvordan hun gør det 191 . I 1. ordens perspektivet ser man hinanden
som objekter og drager konklusioner på basis af fordomme eller forudfattede meninger. Refleksion bliver så-
ledes en måde at håndtere forskellen mellem selvreference og fremmedreference på (Luhmann 2000a:462f) –
hvor det er klart, at hvert system kun kan håndtere forskellen i forhold til sin egen forskel. Men gennem re-
fleksion inddrager iagttagelsen sin egen blinde plet og gør sig altså ikke blind for, at den er blind. Det bety-
der, at hvor et system i refleksiviteten ikke skelner mellem omverdenen som den iagttages og som den er
(Luhmann 2000a:463), så bliver det centrale spørgsmål i 2. ordens perspektivet, hvilke optikker der anlæg-
ges.
Det ændrer ikke på, at perspektivet altid vil være organisationens eget grundlæggende rationale. Også i det
refleksive perspektiv forbliver den grundlæggende drivkraft for en erhvervsvirksomhed økonomisk, men re-
fleksionen åbner op for et bredere perspektiv og forestillingen om en fælles skæbne.
Når iagttagelsen hæver sig til refleksionens 2. ordens position, kan en organisation så at sige ’se sig selv ude-
fra’, se sin independens som betinget af et interdependent socialt netværk, og således motiveres til ofre på
kort sigt for at overleve på langt sigt. Det illustrerer fx erhvervslivets programerklæring for et projekt mellem
den danske stat og erhvervslivet om nye partnerskaber for virksomheders sociale ansvar: “We believe that
being socially responsible and taking part in social initiatives in local communities in the long run makes
sound business sense” (Citat 74). Begrebet indebærer således grundlæggende, at socialsystemer vil kunne se
sig selv i forhold til andre og handle i egen interesse ud fra denne erkendelse. I refleksionen finder socialsy-
stemer på den ene side hver deres identitet i hver deres særlige funktion og agerer uafhængigt; på den anden
side lærer de at forstå sig selv som omverden for og i samspil med andre socialsystemer og indbygger tilsva-
rende restriktioner og afstemningsmekanismer i deres beslutningsprocesser. Refleksion følger autopoiesis-
tesens ’lukket åben’, ’independens interdependens’-paradoks, og med refleksion kan vi vende op og ned på
vante forestillinger om begreberne independens og regulering som modsætninger. Jo højere grad af indepen-
7 IA % ) " & + + " % "2 & 5 " % + + + )
% " + 2 + + ' ,M 0 1 ) " % + ; S 5 % % % " "
& % 5 % '# ,- % 77 77 . 90
248