Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Det er klart, at når mit sigte er at trevle de selvfølgeligheder op, som styrer organisatoriske beslutningspro-
cesser uproblematiseret, respektive rekonstruere de processer, der installerer sådanne selvfølgeligheder, bli-
ver netop beslutningspræmisser centrale – som ”forudsætninger, der ved deres anvendelse ikke mere bliver
prøvet”, som altså sætter grænserne for beslutningskommunikationen, og nysgerrigheden rettes mod ram-
merne for forandring, når forandring karakteriseres som ”stadig selvreferentiel tilpasning til det, som for øje-
blikket står til disposition” (Luhmann 2000a:233).
Med erhvervslivet som eksempel vil jeg derfor illustrere den iagttagelsesskematik, der står til rådighed for
organisationer med primat i økonomien. Noget tilsvarende vil kunne illustreres for fx en forskningsinstitution
ud fra primatet i videnskaben (+/÷ sandhed, indsigt), en avisredaktion med primat i det nyhedsmediale funk-
tionssystem (+/÷ information), en kirke med primat i religionen (+/÷ tro).
B < * $ C
Erhvervslivet kan vi definere som det felt af organisationer, der har primat i økonomien, men som også refe-
rerer til en lang række andre rationaler. Organisationer – hvad enten vi taler om kirker, skoler, humanitære
organisationer, miljøinstitutter, kunstmuseer mv – refererer alle i større eller mindre grad til den binære øko-
nomikode, men kun erhvervslivet har koden som primat i beslutningspræmisserne. Fx vil man som forsk-
ningsbaseret medicinalvirksomhed også referere til det videnskabelige system og til sundhedssystemet, som
arbejdsgiver også til fx familiesystemet og det juridiske system. Men økonomien som grundlæggende dyna-
mik afgrænser erhvervslivet. Når det organisatoriske primat er i én funktionel dynamik, så kan vi forstå det
som stimulering af de kommunikative processer: Vi ved så nogenlunde, hvad vi kan forvente. Skifter en er-
hvervsorganisation sit økonomiske beslutningsprimat med fx reference til miljøet eller forskning, ændrer or-
ganisationen forventningsstrukturer i en grad, så den efterhånden i stedet kan identificeres som miljøorgani-
sation eller en forskningsinstitution. Det kan vi i øvrigt se som en bevægelse, de sociale processer arbejder i
mod – for den betyder en (periode med) destabilisering af forventningsstrukturer og svækkelse af de kommu-
nikative processer.
Forskellen på det økonomiske funktionssystem og en erhvervsvirksomhed som organisationssystem ligger i
to grundlæggende forskellige dynamikker, selv om vi kan forstå erhvervsvirksomheder som de enheder i
samfundet, der bærer det økonomiske funktionssystem organisatorisk. Økonomisystemet er ren betalings-
kommunikation – en systematik, der står til rådighed for samfundet for en effektiv afvikling af kommunikati-
ve processer, som ”sammenknytter en fremtidsstabil forsorg med den til enhver tid nuværende fordeling”
(Luhmann 1999:64). I erhvervsorganisationer er dynamikken beslutningskommunikationen; en evindelig
selvreferentiel reproduktion af den organisatoriske identitet, som står til rådighed for samfundet for kommu-
nikative processer, som bærer og kobler de funktionelle dynamikker. Således er erhvervsvirksomheder ikke
ren reproduktion af betalingskommunikationen. De er individuelle variationer over betalingskommunikatio-
nen, som formes af beslutninger, der hviler i beslutningspræmisser, som varierer fra virksomhed til virksom-
hed. Således uddifferentieres økonomien i en mængde forskellige mini-økonomier – og således spredes også
risikoen for nedbrydningen af økonomiens grænse.
Når vi iagttager økonomien med organisation som systemreference, ser vi økonomien som omverden for dets
deltagende systemer 98 – systemer, som er uddifferentieret i det økonomiske perspektiv. ”For enkeltvirksom-
heder, for koncerner, for nationaløkonomier og for verdenssamfundets økonomi” (Luhmann 1999:34), men
7= #< ! ; & % 2 ! " ! " ! , 0 ! ,+ 0 ! % '
! ; & % % ! ! % % & ! ! ; !% & 6 + * "
+ ! !& ! ! * $ " ; + # ,- % 7770'
99