Grænser for ansvar - Susanne Holmström

) . "$ ,
I mit andet perspektiv er analysens fokus samspillet mellem de uddifferentierede funktionsområder og reso-
nansen – reprogrammeringen – i de enkelte funktionssystemer. Netop når min analyse peger på polykon-
tekstreferentiel selvlegitimering som nyt evolutionært træk i det funktionsdifferentierede samfund, bliver et
fokus på denne dimensions betingelser og problematikker bærende. Jeg vil ikke hævde at have indfanget
denne interrelative kompleksitet, men at have antydet den. Det rækker for mit ærinde. Kompleksitet udløser
selektion, og selektion betyder kontingens. Jeg hævdede imidlertid også, at selv om disse processer forløber
kontingent, så sker det netop ikke tilfældigt. Samfundets differentieringsform bestemmer, hvordan samfunds-
systemerne kan irriteres af deres internt konstruerede omverdener og reagere på disse irritationer. Således sy-
nes min analyse at pege på en stor træghed og forudsigelighed i disse justeringsprocesser, når vi som udgang
iagttager processerne som en del af det funktionelt differentierede samfunds selvbevarende dynamik.
Udgangen for at iagttage den polykontekstuelle dynamik er hypotesen om, at det funktionsdifferentierede
samfunds bæredygtighed hviler i de gensidige justeringsprocesser imellem samfundets uddifferentierede om-
råder. Der er to interrelaterede præmisser for disse processer:
1) At der ikke kan gribes ind i de uddifferentierede områder. Der gives ingen mulighed for fremmedregule-
rende kontrol – men det betyder ikke, at der ikke er mulighed for at påvirke de uddifferentierede systemer 226 .
Således har vi set, at en ændret omverdenskompleksitet, en instabilisering af omverdenen, påvirker funkti-
onssystemerne – men også, at resonansen altid vil og må være funktionsspecifik. De funktionelle iagttagel-
sesoptikker ændres – men ud fra de funktionsspecifikke lededifferencer. Økonomisystemets resonans hviler i
dynamikken, som fortsætter og fortætter betalingskommunikationen. (Tilsvarende gælder det for andre funk-
tionsområder: Politiksystemets processer fortsætter kommunikationen over differencen regering/opposition.
Nyhedsmedia processerer flere nyheder. Videnskabens dynamik forsætter kommunikationsprocesserne medi-
eret af sandhed eller indsigt.) Som samfundet kun kan tilpasse sig til sig selv, kan dets subsystemer kun til-
passe sig til sig selv.
Således følger også 2), at vi ikke kan fremanalysere hverken et centrum – såsom offentligheden – eller en top
– såsom politikken –, hvor vi kan lokalisere samfundets koordinerende kraft. I stedet etableres og ændres
gensidige forventningsmønstre løbende gennem grænsejusteringer i et komplekst samspil imellem de uddif-
ferentierede systemer.
Disse præmisser ikke bare indsnævrer mulighederne for de aflastningsprocesser, evolutionen igangsætter. De
aktiverer også nye belastningsproblemer i aflastningsprocesserne.
Således har vi set, at samfundets uddifferentierede subsystemer betegner en bevægelse i evolutionen, hvor det
bliver et generelt træk, at man først forsvarer sig mod den instabile omverdens kontingenserklæringer af de
funktionelle grænser ved at betone grænsernes nødvendighed; så – efter gentagne konflikter – åbner op for
variationer og hæver iagttagelsen til 2. ordens refleksionen; og endelig aflaster refleksionen i nye rutiner, som
tager hensyn til interdependensen og samtidig styrker independensen.
I min analyse ser jeg evolutionens aktiverende problem: Den stærke independens og de blinde verdensbille-
der, hvor ’forstening’ truer. Men fokuserer herefter på de belastninger, som gror ud af den oprindelig aflast-
9 #D ! ! & ! ! $ ! ; + ";! !& * ' C
C ; & % ! ; ! & ! ;
!! & ! * !% ! & 2 ! ; %$2 ; ! & %
$ + '# ,- % 7= .8 )8/0'
322