Grænser for ansvar - Susanne Holmström

mitet til forskel fra illegitimitet, men iagttagelsen af legitimitet til forskel fra legalitet. Samfundsansvarlighed
iagttages som legitimerende selvregulering til forskel fra fremmedreferentiel lovlydighed alene. Tidligere har
vi kunnet se, at samfundsansvarlighed blev iagttaget som lovlydighed til forskel fra overtrædelse af loven.
Over tid ser vi således tilsvarende iagttagelsesforskelle ændre sig: Fra erhvervslivets iagttagelse af sam-
fundsansvarlighed som lig med indtjening (jf Citat 13) over en bredere defineret samfundsansvarlighed som
lig med manglende indtjening til den bredere samfundsansvarlighed som lig med indtjening (jf Citat 130).
Hvorfor det? Hvordan det? Det vil forsøges fremanalyseret i den resterende del af afhandlingen. For en fre-
manalysering af de sociale processer, der bærer disse forskelle – og deres ændringer – lægger jeg min poly-
centriske iagttagelsesoptik over feltet og fremanalyserer, hvad jeg ser. Analysen vil skride frem i lag, som vil
bygge på hinanden. Centrale temaer og socialiteter sættes efterhånden i spil i analysen i forhold til hinanden
og i forhold til tiden.
I denne del fokuseres på en fremanalysering af den saglige mening i empirien. Det empiriske tema er på for-
hånd givet. Iagttagelserne er selekteret ud fra en optik, som indgrænser iagttagelser, som relaterer sig til er-
hvervslivets legitimitet og samfundsansvar. Men gennem den analytiske rekonstruktion sættes disse temaer
fra en antropocentrisk tradition i spil i den polycentriske optik.
( (
Legitimitet er ikke et begreb, vi kan iagttage eksplicit tematiseret i den iagttagede periode på samme måde
som samfundsansvar. Det er min analytiske iagttagelse, at periodens iagttagelser omhandler legitimitet.
Legitimitet ser vi i forskningen i vekslende grad knyttet til forestillinger om overgribende normer (især neo-
institutionalistiske tilgange), og i normativ teori knyttes der særlige gyldighedsregler til legitimeringsproces-
ser ud fra forestillinger om sandhed, retfærdighed, rigtighed og fx en diskursetisk orientering (Habermas
1981/1988; Habermas 1992, jf også Grolins forestillinger om en legitimerende public-corporate dialogue
Grolin 1998) 120 . Inden for disse teorirammer ser vi tilsvarende fremanalyseret en udvikling i legitimiteten in-
den for den periode, jeg iagttager. Her ses en linie gående fra konventionel legitimitet til diskursiv legitimitet
(Antonsen og Jensen 1992). Som jeg vil vise det, drager jeg parallelle konklusioner – som så alligevel bliver
ganske anderledes i mit analytiske blik.
I min rekonstruktion bliver legitimitet og legitimering udtryk for selvorganiserende sociale processer. Sidste-
referencer i sandhed, retfærdighed, rigtighed bliver sociale kontingenser og fravælges for at give rum for en
for mig mere følsom ’socialteknologisk’ optik. Legitimitet knytter også i min optik an til forestillinger om det
sande, det rigtige og det retfærdige. Men ud fra en iagttagelse af, at sådanne forestillinger dels skifter over
tid, dels veksler med de til enhver tid uddifferentierede iagttageres perspektiver, bliver sidstereferencen de
sociale processer, der reproducerer og ændrer forestillinger om det sande, det rigtige, det retfærdige. I mit
blik kan vi hverken tale om ontologiske, universelle eller eviggyldige substanser eller intersubjektivt konstru-
erede begrundelser – men om iagttagelser ud fra sondringer, som skifter over tid. Således bliver iagttagelsens
analytiske fokus de legitimeringsprocesser, der løbende reproducerer og ændrer legitimitetsstrukturerne.
Legitimitet både begrænser og udvider. (Legitimitetsbærerens) forventninger til (den konstruerede legitima-
tors) forventninger om acceptable kommunikative selektioner udspænder et rum, som begrænser kontingen-
sen ved at på forhånd at have udgrænset visse selektioner som uacceptable, illegitime. Samtidig åbner legiti-
miteten op for stor fleksibilitet i de sociale processer ved at fungere som en generaliseret forhåndsaccept af
( ! ! & - % ' ! 4- ! > % L % # 78/
,- % 797 77 . )=0'
159