Grænser for ansvar - Susanne Holmström

(
Med det umiddelbare blik handler de følgende overvejelser om erhvervslivets samfundsansvar. Det er heller
ikke helt forkert. Men min pointe er, at erhvervslivets samfundsansvar handler om noget andet og mere.
Nemlig om måden, samfundet forsøger at sikre sin egen fortsættelse på. Ved at ændre de legitimerende fore-
stillinger om, hvad der gælder som rigtigt og forkert, relevant og ligegyldigt, acceptabelt eller ej. Ved at ænd-
re grænser for ansvar.
Sådan kommer erhvervslivets samfundsansvar til at handle om socialiteters kontingens. Forstået sådan, at de
socialiteter, vi i hverdagen opfatter som mere eller mindre nødvendige og naturgivne, kunne være konstrueret
anderledes. Derfor ser jeg på det, der ellers synes nødvendigt og naturligt, som kontingent og kunstigt, og ud-
folder det samme på ny i rekonstruktioner.
Overgribende er det en rekonstruktion af måden at rekonstruere, hvordan forventningerne til erhvervslivets
legitimitet og samfundsansvar ændrer sig. Mere specifikt, hvordan de synes at ændre sig især gennem det se-
neste halve århundrede. Ændringer, der fremskrives med begreber som corporate social responsibility, cor-
porate citizenship, den politiske virksomhed, sociale regnskaber, etiske programmer, public relations, værdi-
ledelse, triple bottomline og stakeholder-dialog.
Samfundets redskaber til koordinering af sine processer bliver for mig sociale forventninger, som produceres
i en selvorganiserende 1 systematik af sondringer. Når jeg påstår, at tematiseringen af erhvervslivets sam-
fundsansvar mod slutningen af 1900-tallet er et led i samfundssystemets bestræbelser på sin egen fortsættelse
– i sociologiens tradition social orden – så retter jeg blikket mod de sondringer, som former grænserne for,
hvad der gælder som legitimt; gælder som erhvervslivets ansvar eller ej. Mod ændringer i de sondringer – de
iagttagelsesdistinktioner – der former erkendelsen 2 . Et empirisk eksempel illustrerer mine abstraktioner: Mod
slutningen af 2001 konkluderer en undersøgelse med 1.161 erhvervsledere fra 33 lande, at ”erhvervsledere i
dag anskuer det, som engang blev betragtet som konkurrerende prioriteter – såsom økonomisk succes kontra
miljøhensyn – som en mere komplet, komplementær pakke, som vi bredt kan betegne en bæredygtig virk-
somhedsmodel” !Citat 130%. Erhvervslivets tidligere sondring mellem økonomisk succes og miljøhensyn sy-
nes opløst i nye sondringer, der betegnes som en bæredygtig virksomhedsmodel. Hvorfor det? Hvordan det?
Min interesse ligger her slet ikke i at forsøge at fastslå, om erhvervslivet er eller bør være samfundsansvar-
ligt. Det ville blot bestyrke den blindhed, jeg mener at kunne se dominere feltet. Min interesse ligger i at se
på, hvad det er, der får samfundets forskellige iagttagere til at synes, at erhvervslivet er samfundsansvarligt
eller ej; hvad der iagttages som samfundsansvar, hvad der forventes som rimeligt og rigtigt, hvad der afgræn-
ses som socialt acceptabelt – legitimt. Jeg vil fremanalysere, hvordan sondringer aktiverer virkelighedskon-
struktioner, hvordan de skifter over både tid og samfundsfelt, og har som fokus valgt erhvervslivet. Men de
overvejelser, jeg gør i afhandlingen, gælder ikke kun erhvervslivet. De gælder samfundets måde at regulere
sig selv på.
! " ! " ! # $ ! ! % & % " %$ ! #' #( ! )
" %$ ! !* ! ! ! + % # ,- % . / & //0'
1 ! ! ! " % 2 ! 11' ' ! ! ' 3 ! 2 , ! 0 4 ) )4
- % " ! ! + 5 " ! " !% & 2 6 - % 778 .9 ' ( * & 4 4
& ! ! ' : * ! & ! ! ' : * ; & ! )
" ; !'
14