Grænser for ansvar - Susanne Holmström

Således bærer Luhmanns fremanalysering af det funktionelt differentierede samfund en iagttagelsesoptik med
stor følsomhed over for de grundlæggende konflikter i samfundet og den store dynamik i de sociale processer
inden for ’de ejendommeligt stive rammebetingelser’ (Luhmann 1986:207).
Når jeg forestiller mig den kontingente opståen af sådanne funktionsområder, og samtidig oplever den natur-
givenhed, med hvilken de bærer vores sociale relationer i dag, tænker jeg i to retninger, som på sin vis bliver
paradokser:
1) en analytisk uforfærdethed i forhold til alt socialt givent ud fra en iagttagelse af det givne som ’kontingent
nødvendig’: Her kan man sige, at når jeg iagttager den sociale konstruktion som kontingent, så bliver det pa-
radoksalt, fordi det for mig er en nødvendighed at gøre det. Jeg er selv omfattet af de sociale konstruktioner.
2) en stor analytisk respekt for de sociale kræfter, der udtrykker stor gennemslagskraft og kontinuitet i det
funktionsdifferentierede samfund som socialt evolveret konstruktion. Her er paradokset ’nødvendig kontin-
gent’: At kræfterne slår igennem som nødvendige, fordi de er kontingente.
Det betyder, at jeg samtidig med, at jeg ser på alt med et respektløst blik i den forstand, at jeg ikke tager no-
get for givent, som jeg fx senere vil gøre det med begreber som erhvervsliv og virksomhed, samfundsansvar,
offentlighed – så ser jeg med stor analytisk respekt på kræfterne i de sociale processer, jeg fremanalyserer.
Med det metateoretiske paradigmeskiftes fokus på de selvorganiserende sociale processer konstrueres derfor
en analytisk optik, som gør analysen følsom over for problemer, som de kan ses af disse processer; og med
en analytisk iagttagelse af samfundet som funktionsdifferentieret kan vi nu relatere problemer for de sociale
processer mere specifikt til det funktionsdifferentierede samfund.
+ + ( .
Med uddifferentieringen i forskellige funktionslogikker kan samfundet ikke længere iagttages som samlet
omkring et centrum, en top, en fælles reference. Det er polycentreret. Hermed opgives også forestillingen om
samfundET.
Forskellen på tidligere samfundsformationer og den, vi nu kan iagttage omkring os, er fraværet af centrum el-
ler top. Mens samfundet var differentieret efter centrum/periferi (by/land) eller efter top/bund (rangorden)
som i segmentære og stratificerede differentieringer, kunne man fiksere positioner, der kunne repræsentere
systemets ’enhed’ uden for konkurrence – nemlig i centrum eller i spidsen for hierarkiet. Med overgangen til
funktionel differentiering fortoner denne mulighed. Hvert funktionssystem repræsenterer nu samfundets en-
hed gennem sin specifikke delsystem/omverdens-difference:
/ ! P %
(<
2 : : 7
K 2
K ! (;