Grænser for ansvar - Susanne Holmström

kommunikation, refleksion – alene med det ’sigte’ at revidere tilslutningsmulighederne. Når først der atter er
’hul igennem’, ophører kommunikationen over kommunikation. Det kan vi eksemplificere ved, at mens er-
hvervslivet i den refleksive fase indgår i forhandlinger med andre positioner i feltet ud fra en tematisering af
erhvervslivets ansvar og grænsesætninger i samfundet, så bliver temaet, når kommunikationsvejene atter er
clearede og grænsesætningerne (dvs forventningsmønstrene) er afklarede, kanaliseret over i en dagligdags ru-
tine. Det betyder ikke, at vi er tilbage i situationen før den refleksive fase. Tværtimod ser vi, hvordan lærin-
gen i den refleksive fase fikseres i økonomiens systemhukommelse og i de individuelle organisationssyste-
mer, men som aflastning glemmes konteksten: Vi ser en rutinisering af refleksionen. Spørgsmålet lyder ikke
længere: Hvor sætter erhvervslivet sine grænser? Tager erhvervslivet tilstrækkeligt hensyn til sin omverden?
Men: Har organisationen et etisk regnskab? En stakeholder-model? Et socialt regnskab? En værdiformule-
ring?
+ " $
Feltets argumenter kredser om hensigtsmæssigheden i at indføre fælles rapporteringsprincipper og rutiner,
mens ’inconsistency’ og manglende revision problematiseres. Et argument lyder, at ”Hvis markedet alene
skal regulere, bliver det uensartet" (Citat 105). Global Reporting Initiative ser, at selv om mindst 2.000 virk-
somheder rundt om i verden ’frivilligt’ rapporterer om deres økonomiske, miljømæssige og sociale politik-
ker, praksis og performance, så er ”this information (...) generally inconsistent, incomplete, and unverified”
(Citat 106). Når Hirst ser ”the notion of a perpetually unstable world of ceaseless unplanned change, locali-
sed experiment, and complex learning to adapt to unpredictable conditions” og at “uncertainty in governance
kills confidence, and with it genuine innovation and the long-term investment necessary to sustained growth”
(Hirst 1997:10, mk) 218 , så kan vi tilsvarende oversætte det dels til behovet for aflastning i rutiner og struktu-
rer, der aflaster informationsbearbejdningsprocesserne, og dels til behovet for stabile, sikre forventnings-
strukturer, der fremmer tilliden og dermed kommunikationsprocesserne. Det er klart, at vi også kan se det
som en naturlig dynamik i politiksystemet gående på at etablere og gennemføre kollektivt bindende afgørel-
ser.
Efterhånden, som man i den refleksive fase har forhandlet sig til de variationer, der selekteres for erhvervsli-
vets grænsesætninger i forhold til temaer, som det ud fra billedet af en fælles skæbne er nødvendigt at tage
hensyn til – efterhånden bliver det snarere processerne, metoderne til at organisere, måle, kontrollere og sig-
nalere denne hensyntagen, der tematiseres. Forhandlingerne drejer sig nu om modeller, regnskaber, officielle
mærkninger, verifikationer, standarder. Nogle får karakter af konventionel lovgivning, men mere markant er
karakteren som kontekstregulerende strukturelle koblinger.
Forskellige forhandlingsfora går ind på erhvervslivets sprog med etablering af erklæret frivillige retningslini-
er for alternative regnskaber og revisionsordninger, for ’den tredobbelte bundlinie’ for økonomiske, miljø-
mæssige og sociale issues, værtøjer og rutiner for god praksis. Fx peger FN ved lanceringen af Global Com-
pact i 1999 på, at den ikke er en regulativt instrument eller en code of conduct, men en værdibaseret platform
beregnet på at fremme institutionel læring. ”It uses the power of transparency and dialogue to identify and
disseminate good practices based on universal principles” (Citat 107, mk). Tilsvarende beskriver EU-
kommissionen i 2001 sit nyetablerede dialogforums formål som at medvirke til implementering af frivillige
commitments til ”Best practices for corporate social responsibility: Management tools for implementing the
OECD guidelines for multinational enterprises” (Citat 114, mk).
= 2 ! B 4& + " ; + * '
301