Grænser for ansvar - Susanne Holmström

processers egenart, til dels at rumme en stor stringent kompleksitet, som ser 1) samspillet mellem de forskel-
lige sociale dimensioner – totalsamfund, funktionssystem, organisationssystem, og samtidig 2) både den sag-
lige, den sociale og den temporale kompleksitet i dette samspil.
Således ser vi, at sagen drejer sig om totalsamfundets fortsættelse – om end vi ser turbulensen slå ned i orga-
nisationer, in casu: Erhvervslivet. På den sociale dimension ser vi, hvordan denne proces foregår i et kom-
plekst netværk af instabilitet og resonans både på tværs af systemkategorierne (totalsamfund, funktion, orga-
nisation), og på tværs af samfundets mange centre – de uddifferentierede funktionssystemer. På den tempora-
le dimension ser vi, hvordan de sociale processer i dette komplekse, polykontekstuelle samspil fører en evo-
lutionær bevægelse igennem, som ændrer forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar,
og vi ser det som led i en evolution af refleksive koordineringsformer i samfundet, som faciliterer den accele-
rerende kompleksitet i samfundet inden for rammerne af den funktionelle differentiering.
Uden at ville føre bombastiske og entydige konklusioner igennem, som kan lukke horisonten for en videre-
udvikling af iagttagelse og analytisk sensitivitet, har afhandlingen forsøgt at aflæse det empiriske felt med
briller, som de kan konstrueres med base i Luhmann. Tydningskraften har været overvældende, og den er
hverken udtømt eller dækkende gengivet, men illustreret og eksemplificeret for at føre afhandlingens hoved-
tese igennem: At vi med den polycentriske iagttagelsesoptik i analysen af det empiriske felt kan se mere af
den sociale kompleksitet i forventningerne til erhvervslivets legitimitet og samfundsansvar end med antropo-
centrisk funderede optikker.
Således lød nogle aktiverende spørgsmål: Hvad ser vi med den analytiske lededifference polycentri/antro-
pocentri? Dvs, når vi dels ser samfundets sidstereference som selvorganiserende sociale processer til forskel
fra overgangen fra det handlende, ræsonnerende subjekt? Dels må opløse muligheden for et centrum eller
fælles overgribende normer for samfundets koordinering – og i stedet ser samfundet som polycentrerede,
indbyrdes inkongruente kommunikative netværk – gennem hvilke alle sociale relationer forløber og gennem
hvilke erkendelse skabes?
Iagttagelserne griber ind i hinanden i et uoverskueligt, komplekst, polykontekstuelt felt, og når jeg nedenfor
forsøger at reducere kompleksiteten ved at liste iagttagelserne summarisk, så bliver det i en vis grad på be-
kostning af den polykontekstualitet, der også gør den tilsyneladende overskuelighed til en illusion.
( ( '
1. Samfundsblikket: Vi ser, at forventningerne til erhvervslivet har ændret sig markant mod slutningen af
1900-tallet som aflastning af det pres, der produceres af moderniseringsprocesserne i vor tids polycentre-
rede samfund. Afhandlingen har haft fokus på økonomien og erhvervslivet, men transformationerne kan
ses som et generelt udviklingstræk i samfundets læredynamikker. Kun gennem en optik, som gør analy-
sen sensitiv over for de større samfundsmæssige sammenhænge og interdependensen mellem dimensio-
nerne totalsamfund, funktionsdifferentierede systemer og organisationer kan vi se de kræfter, der bærer
evolutionen i erhvervslivets legitimitet.
2. Samfundets selvfortsættelse: Vi kan se transformationerne som sociale læreprocesser i det selvorgani-
serende samfundssystems bestræbelser på at opretholde sig selv. Evolutionen kan iagttages som baseret i
de socialsystemiske mekanismer – ikke i aktørers intentionelle interesser. De evolutionære processer får
i det polycentriske perspektiv intet særligt sigte bortset fra at fortsætte samfundsprocesserne. Samfundet
ses som kommunikative dynamikker, som arbejder hen imod at stabilisere forventningsmønstre – uden
andet mål end at fremme sig selv. Kommunikationsprocesserne bliver både mål og midler i en selvrefe-
355