Grænser for ansvar - Susanne Holmström

system’ 241 , ’autentisk strategisk’. En forudsætning for de refleksive psykiske valg synes således at være at
undgå, at overvejelser som de foregående, som bidrager til refleksion over forholdet mellem samfund og
mennesket ved at fremlægge de sociale processer i deres egenart, pr. social automatik bliver afparadokseret,
blændet, overlejret med andre sondringer. Sådanne afparadokseringer skaber i mit blik alene flere blindheder.
Først gennem refleksivt at se, hvad vi knytter an til, gives vi en mulighed for ikke kun blindt at reproducere
de processer, vi sætter i gang.
Det er klart, at vi risikerer at ende i en uendelig regres, når vi erkender kun at kunne erkende, hvad vi kan er-
kende gennem de sociale systematikker. Som afhandlingen således også har vist, er erkendelsen af paradok-
ser en problematisk ambition. Det risikerer samfundets fortsættelse, hvis der forsøges kommunikeret over pa-
radokser som: Det naturlige er naturligt, fordi det er kunstigt. Det nødvendige er nødvendigt, fordi det er kon-
tingent. Og i det emancipatoriske vokabular: Mennesket er kun ’frit’, hvis det ser, at det ikke er ’frit’. Menne-
sket kan kun ’frigøre’ sig fra de sociale processer ved at underkaste sig de sociale processer (’intersubjektive
dialoger’). Det videnskabelige blik må vi dog kunne afkræve sådanne ambitioner, og frem for at gå i blokade
over sådanne paradokser, eller overlejre dem med andre forskelle, se dem i øjnene, udfolde dem.
Således har afhandlingens omdrejningspunkt hverken været ”anerkendelses- eller helbredelsesinteresse, ej
heller interesse i at opretholde det bestående, men derimod først og fremmest en analytisk interesse”
(Luhmann 1984/2000:154-155). Ikke fra den position, at ’helbredelse’ er overflødig. Sådanne intentioner er
vel altid den ultimative ambitionen for forskningen. Men fra den position, at den simple forudsætning for, at
ambitioner om ’helbredelse’ eller ’anerkendelse’ kan gøre mere gavn end skade, skabe mere indsigt end
blindhed, mere åbenhed og viden end intolerance og fordom, må man kunne se, hvad der foregår. At synlig-
gøre nogle bærende sociale processer i vort samfund har alene været denne afhandlings ambition.
Vi gives først en mulighed for at ændre vort blik, når vi kan se, hvordan vi ser…
I et andet perspektiv ser vi, at evolutionen gælder samfundets forsøg på at tilpasse sig sin omverden – miljø,
mennesker – men hvor samfundet som ethvert kommunikationssystem kun kan tilpasse sig til sig selv. Til-
med får den refleksion, afhandlingen fremanalyserer imellem samfundets kommunikative systematikker, helt
anderledes kår, når vi ser refleksionen gælde samfundet i sin omverden – altså samfundets forsøg på at se sig
selv i den ikke-sociale omverden; i forhold til mennesket, i forhold til naturen. For hvordan kan kommunika-
tion forsøge at se sig selv udefra – dvs. fra ikke-kommunikative positioner? Det er formentlig, hvad vi ser
forsøgt gennem kommunikation over ’humanistiske’ positioner eller med referencen til en ’livsverden’; men
sådan kommunikation forbliver impotent, forbliver 1. ordens iagttagelser så at sige, fordi den afparadokserer
den radikale selviagttagelse af samfundet, og overlejrer den med andre forskelle. I den forstand kan jeg anty-
de, at denne afhandling er et forsøg netop på at komme ud over samfundets 1. ordens blindhed og etablere en
refleksiv position for samfundet i forhold til sin omverden. Det skal herefter blive interessant at se, hvilke af-
paradokserings- og aflastningsstrategier en sådan refleksiv samfundsposition vil afføde i de sociale processer.
Men en foreløbig konklusion: Samfundet har det glimrende – tilbage står spørgsmålet, om vi mennesker kan
følge med 242 .
- slut -
C % & & 2 ; , " 7= 7==0 + )
! ; ! ! ! '
( ! + C + * 4Q + ! + ; O % ;4 ' 2 & J J +
J & J
366