Grænser for ansvar - Susanne Holmström

altså uden om problematiske beslutninger. Er alternativet fx: Skal vi importere træ fra regnskoven for en mu-
lig milliongevinst/Skal vi lade være for at lade miljøtvivlen komme regnskoven til gode? Her bliver beslutnin-
gen at undgå at beslutte sig. Det er for omtåleligt et emne at tage stilling til, så det lader man foreløbig ligge.
Det er også som systemintern kontingensproduktion, jeg ser koncepter såsom krisekommunikation og issues
management, det sidste som ”en ledelsesteknik, der indebærer en systematisk overvågning og analyse af
offentligheden med henblik på at opfange, forstå og udvikle strategiske reaktioner på forandringer i
samfundets dagsorden” (Nielsen 1998):28. Det kan forstås som en strategi til pacificering af offentlighedens
optik.
Egen offentlighed: I de iagttagede systemer finder vi offentligheden italesat i begrebet public relations, der
beskriver sig selv som ”en vedvarende og systematisk ledelsesfunktion, gennem hvilken virksomheder, priva-
te og offentlige organisationer og institutioner søger at opnå forståelse, sympati og støtte i de kredse af of-
fentligheden, de har eller vil få kontakt med” (DPRF 1997/1963).
Jeg forstår public relations (som social aktivitet) som opbygning af særlig kompleksitet i forhold til den om-
verdenskompleksitet, offentligheden ses som. Public relations kommunikation kan vi i dette perspektiv må-
ske forstå som en del af samfundets immunforsvar over for sin egen offentlighed. Det refleksive blik på egen
grænsesætning, som det offentlige blik kan irritere socialsystemerne til, sætter grænserne i fare. Det er ind-
bygget i systemdynamikkerne at forsvare egne grænser – også mod risikabel kontingenserfaring.
’Negligering’ undtaget vil vi empirisk kunne fremanalysere alle mine her uddifferentierede strategier i veks-
lende former for public relations praksis.
Overgivelse til ’offentlig mening’ som beslutningsreference: En afparadokseringsstrategi er at undgå at træffe
beslutninger ved at træffe den beslutning at lægge beslutningen ud til ’den offentlige mening’ som omver-
densreference. Her vil en virksomhed, som står over for alternativet om indtjening/offentlig mening beslutte
med henvisning til den offentlige mening. Det er her, Luhmann gang på gang advarer mod social læring ud
fra den særlige forenkling af kompleksitet, som den offentlige menings skripter fører med sig. Jeg forsøger et
eksempel: Hvis en virksomhed importerer træ fra regnskoven, så er den samfundsuansvarlig – uanset om der
fældes træ på både en miljøforsvarlig og -uforsvarlig måde i regnskoven; og uanset om det kan ødelægge
livsbetingelser for mange mennesker, hvis der vurderes ensidigt over en kam.
’Dialog’: Dialog er et problematisk begreb i forhold til offentligheden, og det ser vi i public relations littera-
turen mange anstrengelser for at udrede. I min rekonstruktion kan vi se, at det bliver vanskeligt at fatte en di-
alogpartner, fordi offentligheden netop forstås som ”den generaliserede, samfundsinterne anden side af alle
socialsystemer” (Luhmann 2000c:284). Det er her, vi i praksislitteratur fx ser rekonstruktioner af offentlighe-
den i segmenterbare ’publics’ (Grunig og Repper 1992) eller stakeholderdialoger. Men rekonstruerer vi be-
grebet dialog eller ’symmetrisk kommunikation’ som strategi i forhold til offentligheden, så kan det betyde,
at det iagttagede system går over i den refleksive kommunikation og ind på kontingenserfaringen af egen
grænse.
’Legitime’ synspunkter: Her producerer man til stadighed ‘offentligt forsvarlige’ informationer, der marke-
rer grænsesætningen som nødvendig for at sætte kontingenskendelsen i bero. Man fremstiller altså sin græn-
sesætning ikke som kontingent, men som nødvendig (fx Citat 13, Citat 102).
Reduktion i stakeholdermodeller: Strategien behandler jeg nærmere som en nykonventionel parallel til reduk-
tion under VII.3.5.
Aflaste i marked: Se afsnittet ’rekonstruktion af marked og offentlighed’ (V.2.4.3, desuden VII.3.5).
261