Grænser for ansvar - Susanne Holmström

underbetaler negrene i Sydafrika eller når Du sender giftigt spildvand ud i Øresund. (...) Du skulle tage og holde en bedre
kontakt med alle de grupper, der går og kritiserer dig. (...) Er der noget at sige til at de studerende vender sig fra erhvervslivet?
Citat 7: Læserbrev af Svend Elkjær Larsen i Dagbladet Børsen (Larsen 1975-07-75), klip fra materiale ved Industrirådets
konference ”Omgang med pressen” 1976-04-22.
Dagbladet Politikens erhvervsjournalist ser tilsvarende, at erhvervslivet insisterer på at betragte sin adfærd
som en privat sag, og de kritiske blikke som utidig indblanding:
Blæse være med offentligheden, jo mindre, jo bedre!
Blæse være med offentligheden, jo mindre, vi har med den at gøre, jo bedre for erhvervsliv og handel. Dette fromme ønske
har forretningsfolk og erhvervsledere været fælles om og efterlevet bogstaveligt talt indtil dato. (...) Som erhvervsmedarbejder
på Politiken har jeg mange erindringer om konfrontationer over, hvad modparterne ofte opfatter som ’utidig
indblanding’. Der skal ofte forbavsende lidt til før erhvervslivets repræsentanter finder stærkere ord frem som sensationsjagt,
revolverjournalistik og enøjethed. (...) Forretning og indtjening er ikke og har aldrig været det politisk og moralsk
neutrale begreb, forretningsfolk foretrækker at se det som. Det er i dag blevet et offentligt dansk anliggende, hvordan ØK
f.eks. aflønner sine sorte, sydafrikanske arbejdere.
Citat 8: Politikens erhvervsjournalist Carl Otto Rieks i artikel i bladet ’Handel’ (Rieks 1975-09-22), fra materiale ved
Industrirådets konference ”Omgang med pressen” 1976-04-22.
En længere række kritiske foka på erhvervsvirksomheder kendetegner perioden. Prominente er den masse-
medierede kritik af ØKs aflønning af sine medarbejdere i Sydafrika (Citat 7) og Cheminovas forurening. De-
batten omkring det private erhvervsliv vokser fortsat. Især opleves det, at nyhedsmedierne – og ikke mindst
den dengang eneste danske og derfor offentligt agendasættende TV-station kaster tendentiøst kritiske blikke
på erhvervslivet og målrettet går efter enkeltvirksomheder for ”at afdække odiøse forhold” (Citat 9). En un-
dersøgelse synes at bekræfte den verserende påstand om, at der eksisterer en tillidskløft mellem erhvervsliv
på den ene side og borgere samt medier på den anden side (Månedsbørsen 1980):
Der har i de senere år været en voksende debat omkring det private erhvervsliv. Massemedierne – ikke mindst TV – har
kastet kritiske blikke på erhvervslivet som sådant og i flere tilfælde analyseret enkeltvirksomheder med henblik på at afdække
odiøse forhold i virksomheden og i virksomhedens relationer til omverdenen.
På den anden side har erhvervslivet i stigende omfang set sig nødsaget til at forsvare sig. Erhvervsorganisationernes ledere
er blevet mere mediebevidste, ligesom man har øget den skriftlige kommunikation med omverdenen. Undersøgelser
(AIM-analyse refereret i Månedsbørsen 11/1980) foretaget af analyseinstitutterne viser, at der er realitet i påstanden om,
at der eksisterer en tillidskløft mellem erhvervsliv på den ene side og borgere samt medier på den anden side. Det private
erhvervslivs image er langtfra at være det, som erhvervslivet kunne ønske sig.
Citat 9: Undersøgelser konkluderer, at der er en tillidskløft mellem erhvervslivet på den ene side – og borgere samt medier
på den anden (Christensen, Dalum et al. 1982:11-12).
Der er flere positioner i samfundsforskningen. På den ene side aktiveres forskningen med base i kritisk teori,
som stiller spørgsmål ved den organisatoriske ’instrumentelle’ rationalitets ’fremmedgørelse’ af individet, og
neo-marxismen rekonstruerer fjendebilledet af kapitalismen. På den anden side får vi en neo-
institutionalistisk organisationstilgang, som inddrager samfundet som horisont for organisationen. Imens føl-
ger den overvejende del af den erhvervsøkonomiske forskning konventionelle spor. Bogen ’Virksomhed og
omverden’ i 1982 af danske økonomer ser sig netop som et brud og noterer om sig selv, at den ”bevæger sig
ind på stærkt kontroversielle områder” (Citat 10):
113