Grænser for ansvar - Susanne Holmström

lukket, selvreferentiel selektionsproces. Luhmann kalder denne "Selbstbeweglichkeit des Sinngeschehens"
for "autopoiesis par excellence" (Luhmann 1984:101). Autopoiesis betyder selvskabelse, og som autopoie-
tiske systemer skaber og genskaber socialsystemer sig selv som flygtige kommunikative elementer i en luk-
ket proces. Imidlertid er impulser fra omverdenen nødvendige til at stimulere den systeminterne kommunika-
tion. Ethvert socialsystem kan kun erfare et udsnit af verden. Størrelsen af dette udsnit bestemmes først og
fremmest af, hvor mange tilstande og muligheder der er accepteret inde i systemet. Skal socialsystemer kun-
ne håndtere den løbende reduktion af verdenskompleksitet, må de udvikle deres egen kompleksitet. Jo mere
komplekst et system er, des bedre er det rustet til at kompleksitetsreducere forandringer i omverdenens kom-
pleksitet. Som jeg vil vise det i min fremanalysering af evolutionen i samfundets reguleringsformer siden
midten af 1900-tallet, kan vi se denne som en sådan kompleksitetsstigning mod dynamisk, polykontekstrefe-
rentiel selvlegitimering i samfundets uddifferentierede socialsystemer. Denne kompleksitetstilvækst sker
gennem kommunikation inde i systemet, som udvider systemgrænserne (Luhmann 1984/2000:239). Nærin-
gen gives gennem iagttagelse. Selv om kommunikation er en systemintern aktivitet, kan systemet gennem
iagttagelsen af omverdenen stimulere sin kommunikation og øge sin kompleksitet. Socialsystemer behøver
altså en vis åbenhed for at bevare deres lukkethed; der skal en grad af fremmedreference ind i systemerne for
at gøre selvreferencen frugtbar. Socialsystemer opnår
5 ! $ 5 %
! (;